Foto: Jens-Erik Larsen

Wonder klar til at sende en halv million ud i kulturlivet

Musikfestivalen Wonderfestiwall på Hammeren havde sit hidtil bedste år i 2019. Det betyder, at foreningen bag festivalen kan præsentere sit største overskud, der ifølge foreningens formålsparagraf nu skal uddeles til almennyttige ungdomskulturelle formål eller formål inden for amatøridrætten på Bornholm.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Det gode Wonder-år betyder, at man kan sende 495.000 kroner ud til initiativer. Til sammenligning har foreningen siden 2013 uddelt 500.000 kroner.

Festivalen blev i 2013 momsfritaget, hvilket mindsker nogle økonomiske risici for festivalen, lyder det i pressemeddelelsen. Til gengæld skal al overskud uddeles.

– Hvert år starter vi fra nul, og momsfritagelsen gør, at vi ikke kan konsolidere os, men vi er alle meget glade for at give tilbage til Bornholm og kulturlivet herovre. Det er en kæmpe fordel for øen, at vi med denne organisering kan sikre flere kulturmidler til Bornholm. Kort sagt, de få kulturmidler bliver til flere, siger kasserer Mads Aarup Kjær ifølge pressemeddelelsen.

Der er åbent for ansøgninger til WonderPuljen via wfw.dk. Ansøgningsfristen er lørdag den 22. februar 2020 kl. 12.00. På hjemmesiden kan man læse mere om kriterier for støtten.

Ansøgningerne vurderes af en udvalg bestående af medlemmer fra kommunalbestyrelsen, de bornholmske fonde, kulturinstitutioner og et udvalg af festivalens sponsorer, fortæller Wonderfestiwall.