Foto: Berit Hvassum

Nymalet t-foil er pakket og klar

Fabrikanten af de største dele afden nye  t-foil til Express 1 har nu meldt klar til afhentning. Det oplyser Molslinjen.

De enkelte store dele i stål har fået en rød grundmaling inden transporten, fortæller kommunikationschef Jesper Maack, der har delt følgende billeder med pressen:

 

– Det er lykkedes at finde en rute, hvor delene uden at skramle på broer og ramme tunneller på mandag kan sendes med lastbil til Sunderland, hvor der ligger en coaster og venter. Planen er, at den sejler af sted i dagene mellem den 7. og 10. februar og bruger to døgn på at sejle delene til Frederikshavn, hvor de andre dele af t-foil ankommer løbende frem mod uge 8, fortæller Jesper Maack.

Express 1 har tidligere haft en t-foil, men den blev afmonteret, efter at færgen havde sejlet i den engelske kanal.

Da Bornholmslinjen i september 2018 indledte sin sejlads i Østersøen, stod det hurtigt klart, at Express 1 havde det svært i bølgerne, og i slutningen af 2019 besluttede rederiet, at bestille en ny t-foil til færgen, ligesom man har bestilt en ny hurtigfærge, der forventes indsat på Ystad-ruten i foråret 2022.