– Det er ikke anstændigt, at det er på denne måde, siger Irene Dunker om et foreningshus uden vand og toilet. Arkivfoto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Foreningshus bliver tidligst færdigt i 2021: Vi skal skubbe på for at holde gryden i kog

– Handicaptoilet, vand og en færdiggørelse af elinstallationerne skal vi have på plads i år. Det er ikke anstændigt, at det er på denne måde, siger Irene Dunker fra Klemensker Land- og Byforening.

Det lokalhistoriske arkiv, vævedamerne og Aktivitetshuset Pihlen, som er en strikke- og hyggeklub, er flyttet ind i foreningshuset i fløj C på ungdomsskolen, den tidligere Klemensker Skole. Men lokalerne er stadig ikke gjort færdige, så huset kan fungere som en selvstændig enhed, uafhængig af skolen. Man skal således ned i den anden ende af skolen for at komme på toilettet.

Historien om foreningshuset er en føljeton, som der flere gange har været lagt op til skulle få en lykkelig slutning. Faktisk begyndte det helt tilbage i 2011 og 2012 med lukningen af fritidshuset, Klemensker Skole og Hjemmet. Man begyndte tidligt at arbejde med planen om et foreningshus i fløj C, som ville kunne lukkes af fra skolen og få egen indgang fra Stadionvej.

Pengene var brugt

Land- og byforeningen gjorde i efteråret 2019 rede for det lange forløb i endnu en henvendelse til politikerne i kommunalbestyrelsen.

Den aktuelle baggrund var, at nedrivningen af tomme skolebygninger i vinteren 2019 – på grund af uforudsete udgifter til fjernelse af miljøfarligt affald – blev dyrere end ventet. Dermed var de bevilgede 2,3 mio. kr. brugt – inklusive de 300.000 kr., man havde regnet med at skulle bruge på færdiggørelsen af foreningshuset. En omstændighed, som i hvert fald nogle politikere tilsyneladende ikke har været opmærksomme på.

Derfor havde man tidligere på ugen – endnu en gang – indkaldt politikere til møde og besigtigelse i fløj C. Invitationen gjaldt job-, udviklings- og fritidsudvalget, hvorfra formand Erik Lund Hansen (S) mødte op, og natur- og miljøudvalget, som var repræsenteret ved næstformand Else Merete Knoop (V).  Desuden deltog ledere og medarbejdere fra Ejendomme og Drift.

– Jeg synes, at vi havde et godt og konstruktivt møde, siger Irene Dunker, der dog også må erkende, at det tidligst bliver i 2021, at man kan have et færdigt foreningshus.

Gode lokaler

– Vi har fået et dejligt vævelokale, et godt lokale til arkivet og et fint mødelokale. Men resten er ikke fuldendt. Man vil fra kommunen nu se på, hvor meget man kan finde penge til 2020, og så få de øvrige mangler med i budget 2021, siger Irene Dunker.

Det nødvendigste er som nævnt at få vandforsyningen genoprettet, at få et toilet og elarbejdet gjort færdigt. Tilbage står så etableringen af et indgangsparti ud til Stadionvej og at få lukket ind mod skolen, så huset bliver en selvstændig bygning.

– Vi skal også have gjort noget ved gangarealet. Det kan vores egne frivillige gøre, når bare installationerne er i orden. Man var inde på, at vi også skal ud at søge fonde. Det tror jeg, at man har ret i. Vi har en flot tegning af et indgangsparti, og det tror jeg ikke, at vi får kommunale penge til at bygge, siger Irene Dunker og tilføjer:

– Vi venter spændt på, hvad der sker, men vi er opmærksomme på, at vi nok skal skubbe på for at holde gryden i kog.

 

Det højeste ønske er vand

Væveholdet i Klemensker flyttede sidste år ind i det tidligere fysiklokale i fløj C, efter at væverne selv havde hjulpet med at sætte lokalet i stand. Her har man fået mere plads end i det lokale, man tidligere havde på skolen.

– Vores højeste ønske er at få vand i vandhanerne og få et toilet. Så vil ungdomsskolen også blive fri for at have os løbende. Vi har fine stålvaske og vandhaner på fællesområdet på gangen. Vi har bare ikke noget vand i vandhanerne, siger Grete Koefoed-Holm, instruktør for Bornholms Husflids vævekursus i Klemensker.

 

Vand i dunke

Bestyrelsen for Klemensker Land- og Byforening skriver i et kommende indlæg i Klyngeavisen om nogle af de udfordringer, man har med forholdene i foreningshuset:

”Vævedamerne har vand til kaffen med i store plastikdunke, og kortspillerne spiller kort i et klasselokale, hvor der er kort adgang til ungdomsskolens toiletfaciliteter, og de må indstille kortspillet, når ungdomsskolen har ferier, og skolen holder lukket”.

Foto: Jens-Erik Larsen

 

 

Erik Lund Hansen: Et skridt videre

 

– Jeg er glad for den henvendelse, der kom fra Klemensker Land- og Byforening, så vi blev opmærksomme på situationen. Så må vi komme videre derfra, siger Erik Lund Hansen (S), formand for job-, udviklings- og fritidsudvalget.

Erik Lund Hansen ærgrer sig over, at der kom til at mangle penge til færdiggørelsen af lokalerne i Klemenskers foreningshus. Men han mener, at der ligger gode forklaringer bag. Han gør også opmærksom på, at sidste års anlægsstop kom til at spille ind.

– Det var et konstruktivt møde, og jeg synes, at vi kom et skridt videre. Ejendomme og Drift vil se på, hvad de har af økonomi og prioriterer så det, der trænger sig mest på. Så må man som det næste se på, hvad der mangler. Det mest sandsynlige er nok, at det resterende bliver et budgetspørgsmål, siger udvalgsformanden.

– Der er mange ønsker. Alle banker på, så det er en prioritering. Men her har vi sagt A, og man er flyttet ind, så må vi se at få det gjort færdigt, siger Erik Lund Hansen.

 

Foto: Jens-Erik Larsen

 

Else Merete Knoop: Et godt initiativ

– Jeg kan godt forstå deres frustrationer, for de har ventet længe, siger Else Merete Knoop (V), næstformand i natur- og miljøudvalget efter mødet i Klemenskers foreningshus.

– Jeg havde troet, at det var i orden med både vand og el. Man kan ikke byde folk, at de skal gå langt for at tænde lyset, og at de skal have vand med hjemmefra til kaffen, siger Else Merete Knoop om situationen for brugerne af huset.

– Det er synd, at det er kommet så langt. Der er ikke indlagt vand i bygningen, elarbejdet er ikke færdigt, og det er ikke godt. Jeg vil bede om at få sagen på vores udvalgsmøde i februar for at se, om det er muligt at finde penge til el og vand allerede i år, og så få de andre ønsker på budgettet for 2021.

Else Merete Knoop kalder foreningshuset et godt initiativ:

– Det kan blive alle tiders samlingssted, måske også for klyngesamarbejdet. Her kan det blive mere handicapvenligt end i hallen, hvor man skal op ad en trappe for at komme op til mødelokalet/cafeteriet.

– Jeg har stor forståelse for land- og byforeningens ønsker, og så må vi se, hvordan vi kan få kæmpet os frem til nogle midler, siger Else Merete Knoop.