Ole Schou Mortensen (th.) overtog ledelsen af Bornholms Boligselskab efter Jytte Dam (tv.) i juni 2018. I midten ses bestyrelsesformand Max Jensen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Direktør siger op kort efter vedtagelse af stort boligprojekt

Bornholms Boligselskabs bestyrelse skal til at kigge sig om efter en ny direktør, da Ole Schou Mortensen har meddelt, at han stopper som direktør med udgangen af februar.

Det meddeler den almennyttige boligorganisation i en pressemeddelelse.

– Ole Schou Mortensen har udviklet boligselskabet og gennemført en række nye tiltag, som har løftet boligselskabet ind i en ny tid. Boligselskabet er gennem de nye tiltag også blevet mere synlig og innovativ, udtaler formand Max Jensen i pressemeddelelsen.

Et stort projekt med 45 nyopførte ungdomsboliger på Smallesund i Rønne har Ole Schou Mortensen været med til at få på skinner.

I torsdags bevilgede kommunalbestyrelsen kommunal garanti, grundkapital og årlige tilskud til projektet, der har en budgetramme på næsten 48 millioner kroner.

– Der er aldrig noget optimalt tidspunkt at stoppe som direktør, men med kommunalbestyrelsens vedtagelse og underskriften på entrepriseaftalen for vores projekt med ungdomsboligerne er der nået en stor milepæl, siger Ole Schou Mortensen.

Til den private sektor

Ole Schou Mortensen, der tiltrådte som direktør i Bornholms Boligselskab i juni 2018, har tidligere været direktør for Bornfiber og stod i spidsen for Østkraft gennem seks år indtil fusionen med Bornholms Forsyning. Han var Østkrafts direktør, da den omstridte ombygning af blok 6 på kraftvarmeværket i Rønne blev vedtaget i 2015.

Han fortæller, at han nu vil søge over i den private sektor.

– Jeg vil herefter koncentrere mig om arbejdet i de private virksomheder, hvor jeg hidtil har været tilknyttet med bestyrelsesarbejde, men hvor jeg fremover skal være mere operativ, siger den afgående direktør.

Bornholms Boligselskab råder over næsten 1.000 almene boliger i mange bornholmske byer – dog ikke i Rønne, hvor de kommende ungdomsboliger bliver boligorganisationens første lejemål.

Bornholms Boligselskab meddeler, at arbejdet med at finde en ny direktør er sat i gang, og stillingen vil blive annonceret i den nærmeste fremtid. Ole Schou Mortensen fortsætter med at være tilknyttet boligselskabet som del af en midlertidig ledelse, indtil der er fundet en ny direktør.