Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
FOR ABONNENTER

Billetter til ufærdig revy bliver revet væk

Der hviler lidt af et ansvar på skuldrene af Lars Christiansen og Brian Horst Sørensen fra Allinge, når de denne weekend tager i sommerhus for at færdiggøre teksterne til årets A/S Revy.

1.100 ud af de 1.700 billetter til den altid populære lokalrevy er nemlig allerede blevet revet væk. Og med premiere 8. maj skal de sidste brikker helst hurtigt falde på plads, så de mange revy-fans ikke bliver skuffede.

Lars Christiansen, der i 30 år har været primus motor og fremtrædende forfatter på revyen, virker nu rimelig rolig ved situationen. Forfatterene har lagt sig fast på, at gak og løjer denne gang skal foregå på et badehotel – så rammen er i orden. Det samme er 17-18 af sangene.

– Vi har solgt 1.100 ud af omkring 1.700 billetter, selv om vi ikke har annonceret endnu. Det viser, at folk ser frem til den her revy – og det lægger naturligvis et pres på os. Men jeg har skrevet 70 procent af de sange, vi skal have med. Så nu står vi der, hvor vi skal se på hvilke historier, der mangler, og hvilke, der ryger ud. Mangler vi for eksempel noget om Snorrebakken, så skal vi ind og lave noget sjovt på det. Nogle ting skal vi selvfølgelig have med, men mit beskedne mål er, at folk bare føler sig godt underholdt i den tid, de er til revyen, siger Lars Christiansen.

 

Revyholdet genopstiller

Et hold med mange erfarne revy-kræfter vil stå på scenen, når årets A/S Revy i Nordlandshallen har premiere først i maj.

På scenen kommer vi til at se Lars Christiansen, Kim Klausen, Brian Horst Sørensen, Signe Kofoed, Rie Dam, Nicoline Rosengreen Munk, Claus Tranberg, Kjeld Olsen og Kjeld Jørgensen. Alle er gengangere. Der vil dog også være et nyt ansigt, nemlig Tina Elleby Frigaard.

 

Vi er blevet for pæne

Revy-forfatteren kan konstatere, at han denne gang ikke har så mange ”ofre” at vælge imellem som tidligere. Vi er simpelthen blevet for ens og pæne på Bornholm.

– Vores politik på Bornholm er blevet meget tam, og vi bliver mere strømlignede. Vi mangler nogle originaler. Samtidig er der ikke sket så meget nyt siden den sidste revy. Vi ved godt, at Winni (Grøsbøll (S), red.) har styringen, og at Venstre roder rundt. Der er ikke kommet nye politikere til, og de mindre partier popper kun op engang imellem.

– Så skal man som forfatter prøve at tage fat i sine egne sager. Revy er 15 procent sandhed, en hel bunke procent af det, folk gerne vil høre – og så en bunke fri fantasi oveni, siger Lars Christiansen.

Årets A/S-Revy spiller i Bornholms Idræts- og Kulturcenter (Nordlandshallen) fredag 8. og lørdag 9. maj, samt fredag 15. og lørdag 16. maj. Alle dage klokken 18.00. Arrangementet er med spisning først og dans til orkesteret Båndsalat bagefter.