Arkivfoto

Bornholmske pindsvin har det godt trods indavl: I stopper for dyrene – og der er ingen motorveje

Bornholm har landets mest indavlede pindsvin, men trods indavl har den bornholmske pindsvinebestand det relativt godt. Det siger Sophie Lund Rasmussen fra Syddansk Universitet. Hun har skrevet ph.d. om pindsvin og leder Det Danske Pindsvineprojekt.

Bornholmske pindsvin bliver ældre end deres artsfæller andre steder i landet, de har nemt ved at finde mager, og de nyder godt af, at trafikken glider relativt roligt, siger Sophie Lund Rasmussen.

– De gange jeg har været på Bornholm, har jeg oplevet, at folk kører ordentligt og er parate til at stoppe for katte og andre dyr. At der heller ikke er motorveje på Bornholm, er godt for pindsvinene, siger forskeren.

Kun 18 døde pindsvin

Hun understreger, at grundlaget for konklusionerne på Bornholm er relativt lille. De stammer fra et nyt studie af 697 døde pindsvin, men kun de 18 kom fra Bornholm, fordi det var svært at lave deciderede indsamlinger.

– Det er Benny fra Vej og Park, der har bidraget med alle pindsvin. Han skulle alligevel ud og samle dem op, fordi de var blevet kørt over, siger Sophie Lund Rasmussen.

Hun har ikke noget tal på, hvor mange pindsvin der findes på Bornholm.