Karen Bladt. Foto: Berit Hvassum

To bornholmere er på valg, når 70 kandidater kæmper om 21 pladser

I dag, den 20. januar starter valget til Tryghedsgruppens repræsentantskab i hovedstadsregionen, inklusive Bornholm. De i alt 70 kandidater kæmper om 21 pladser, og der er to bornholmske kandidater opstillet, oplyser Karen Bladt, som er den ene kandidat, mens tilflytterguiden Rune holm er den anden.

– Skal vi begge have en chance for at komme ind, skal vi have alle bornholmske forsikringskunder i Tryg/Alka/FDM til at stemme, skriver Karen Bladt til Bornholms Tidende og fortsætter:

– Der er ingen lister eller valgforbund. Det er alene antallet af stemmer, der afgør, hvem der vælges ind. Det er vigtig for Bornholm, at vi er med i repræsentantskabet. Tryghedsgruppen står bag TrygFonden, som årligt støtter mange lokale projekter på Bornholm. Alene fra efteråret 2018 til 2019 er der uddelt cirka 890.000 kroner til projekter, udstyr og kurser.

Karen Bladt ejer sammen med sin mand, Michael, Hasle Refractories og fortæller, at hun har siddet i repræsentantskabet i de seneste fem år. Når hun genopstiller skyldes det blandt andet, at hun i løbet af de år har bidraget til at få indført en kundebonus, at sikre mere medlemsdemokrati og en tættere kontakt til medlemmerne.

Skulle hun blive genvalgt, vil hun blandt andet arbejde for, at TryghedsGruppen fortsat kan udbetale bonus til medlemmerne, hvilket kræver, at formuen forvaltes klogt og langsigtet, og på at søsætte nye tiltag, som giver medlemmerne flere fordele end i dag, fortæller hun.

 

Rune Holm. Foto: Jens-Erik Larsen