Susanne Kristiansen i Svaneke Købmandshandel før branden. Eget foto
FOR ABONNENTER

Mirakler skånede Svanekes købmandsbutik, siger indehaveren: Ærkeenglen Gabriel må have været i arbejdstøjet den aften

Susanne Kristiansen er helt, helt afklaret. Man behøver ikke at gå på listesko, hvis man gerne vil tale med Svanekes købmand om branden nytårsnat.

Hun er helt derhenne, hvor hun også kan se positivt på branden. Betragte den som et stort lærestykke, der rakte langt ud over branden selv.

– Alt er godt. Alt står urørt og intakt. Der er lige en lille sektion bag døren med nogle hylder, som vi satte op i sin tid. Den er braset sammen, men det er jo småting i den store sammenhæng, siger hun.

– Forsikringen dækker, og jeg har fået overblik nu. Intet er uopretteligt, og jeg er kommet over det, også mentalt.

Der har selvfølgelig været et stort stykke arbejde at gøre.

– Når sådan noget sker, skal hele varelageret registreres, og det er sket og sendt ind til forsikringen. Jeg er forsikret mod driftstab og fuldstændig dækket ind, fortæller Susanne Kristiansen.

– Hele varelageret er blevet smidt ud. Der var ikke noget at gøre, det skal bare ud. Man står og tænker ”Den her marmelade kan da godt, den er jo nede i et glas”. Men det er benhårdt med fødevarer. De skal bare ud.

– Jeg så butikken den 3. januar, og det gav en fantastisk ro. Og nu er der overblik over det hele. Forsikringen tager sig af alt det praktiske, og jeg kan hverken gøre fra eller til.

– Det giver en fantastisk ro. Der er noget, som jeg kan gøre noget ved. Og så er der noget, som jeg ikke kan gøre noget ved, siger Susanne Kristiansen.

– Det er helt uvant og fantastisk. Jeg går ture, mens det er lyst, og dagene føles uendelige. For mig er det en gave, som jeg lever hver dag.

Fire timer som angst øjenvidne

Susanne Kristiansen bor to kilometer udenfor Svaneke, på vejen ud mod Aarsdale. Nytårsaften blev hun hurtigt ringet op, da det brændte. Hun var på Svaneke Torv før brandbilerne.

– Vi blev ringet op med det samme og styrtede bare afsted. Heldigvis var vi ikke fulde, men ellers var vi også blevet ædru meget hurtigt, siger hun.

– Brandbilerne var ikke kommet endnu, da vi kom. I starten stod vi på hjørnet ved Postgade. Der kom flere og flere mennesker til. Så gik vi gennem Brænderigænget og ind på torvet den vej. Min eneste tanke var: ”Hvor er Mette (Sølling, red.) henne?”.

 

Nytårsmorgen blev jeg så ringet op
og fik at vide, at ilden var slukket,
at ingen var kommet noget til, og
at murene stod endnu. Det var en
meget stor lettelse

 

– Mette stod så på torvet, da vi kom derop. De billeder er ikke gode. De er i et rum langt inde i sindet. Der kom flere folk op, og folk stod og græd.

– Vi var rædselsslagne den nat. Pludselig kunne vi se, hvor tæt der er bygget på torvet, og hvor let ilden kunne brede sig ned i Brænderigænget. Ærkeenglen Gabriel må have været i arbejdstøjet den aften.

I lige under fire timer stod Susanne Kristiansen og så Søllingsgaard brænde.

– Vi var hjemme klokken lidt over tre. Til sidst var der så mange brandbiler, at alle skulle forlade torvet, så brandbilerne kunne komme til. Der var syv til sidst, har jeg fået at vide, fortæller hun.

– Nytårsmorgen blev jeg så ringet op og fik at vide, at ilden var slukket, at ingen var kommet noget til, og at murene stod endnu. Det var en meget stor lettelse. Da vi tog hjem, troede jeg, at ilden ville gå hele vejen rundt og brænde alt helt ned til grunden. Men brandfolkene gjorde det virkelig godt.

Byens reaktion har været utrolig

Efter branden har Susanne Kristiansen også lært noget nyt om den by, hvor hun er købmand. Hun har set nogle sider af Svaneke, som hun godt kendte, nu bare på en meget dybere måde end hidtil.

– Det har været helt overvældende at opleve Svaneke i den her situation. Folk kommer med blomster, og jeg aner slet ikke, hvad jeg har liggende af mails. Men det er rigtig mange. Jeg prøver at få besvaret nogle hver dag, siger hun.

– Det tager cirka en time at gå en tur i brugsen, for hver gang er der 30 mennesker, som jeg ikke har talt med endnu. Det er så utroligt og wauw. Den her by kan virkelig noget.

En midlertidig nødbutik bliver det ikke til. Men det er ikke fordi de åbne arme mangler.

– Folk har været utroligt generøse, og flere i byen har tilbudt mig et sted at lave nødbutik. Men det kan man desværre ikke bare, siger Susanne Kristiansen.

– Mit CVR-nummer er bundet op på butikken, så skulle jeg lave nødbutik, skulle jeg starte en helt ny virksomhed, som også skulle være fødevaregodkendt. Det kan slet ikke lade sig gøre. Det er fabelagtigt, at folk tilbyder det. Men det kan man altså ikke.

Susanne Kristiansen håber at være tilbage ved disken om fire måneder.

– Jeg har ikke overblik over, hvornår butikken kan åbne igen. Mette Sølling prioriterer at få købmandsbutikken op at køre først, fordi der er ret overskueligt, hvad der skal laves i butikken. I løbet af maj, vil jeg tro.

– Det er en tid, som jeg har tænkt mig at nyde, siger hun.

– Det føles som en katarsis (en renselse og forædling af sindet, red.), hvor man ser en hel masse ting klart på en helt anden måde. Hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Og hvor man finder sin plads midt i det.

 

Se billedserie fra dagene efter branden her:

 

Flere tegn på små mirakler

Susanne Kristiansen forundres også over, at det ikke gik værre med hendes butik. Branden startede i motoren på butikkens markise. Alligevel skånede den stort set købmandsbutikken.

– Det var en guddommelig indgriben, at det ikke gik værre. Jeg er ikke blind for, at noget har holdt hånden over den lille butik. Men det var også noget godt tømmer, der lå over butikken, siger hun.

– For omkring 100 år siden blev der lavet en slags kasse eller hulrum af urgammelt tømmer over butikkens loft. Den brændte ikke, men det brændte hele vejen rundt om den. Det er jo helt utroligt.

– Gavlværelset over butikken er bygget oven på det, og det er altså kerneegstømmer, der ikke bare giver op. Ilden har brændt rundt om den.

– Det egetræstømmer har også beskyttet butikken mod vandet. Der er sodet i butikken, men der en ingen direkte vandskade, som der er i Mettes stue ind mod butikken.

Vejret netop den nytårsaften betragter hun også som et under.

– Det er også et mirakel, at vinden lige havde lagt sig, da det brændte. Nytårsaftensdag blæste og blæste det, men vinden lagde sig omkring ved 20-tiden. Dagen efter blæste det også meget kraftigt. Men det gjorde det ikke under branden, siger hun.

Fire måneder med fridage

Så hvad nu? Ingen nødbutik venter forude. Det gør kun i hvert fald fire måneder, hvor forsikringen dækker hendes løn. Susanne Kristiansen ved kun i helt store træk, hvad tiden skal gå med.

– Det vil hver dag vise. Jeg har alle mulige hængepartier med at tage til Aarhus og op til min søster. Først og fremmest har jeg bare lyst til at være i Svaneke. Lige her, hvor vi bor, siger hun.

– Det er stadig helt uvirkeligt for mig, at jeg også har fri i morgen. Det har jeg ikke prøvet i de ni år, hvor jeg har haft butikken. Jeg er vant til at skynde mig og styrte afsted, og så skal jeg lige nå det-og-det.

– Hvor i verden skulle man også rejse hen? Der er ingenting, der trækker i mig for det.

Lige nu er der bare nu. Og så en kæmpe læreproces, som hun slet ikke er færdig med hverken at fordøje eller nyde.

– Det har virkelig været en rutsjetur. Ud over afgrunden og tilbage igen, siger Susanne Kristiansen.

– Nu sidder jeg og kigger på Peter Poulsens vidunderlige bog ”Vi må videre”. Og det er lige det, vi må. Vi må videre.