Foto: Allan Rieck

Hospitalet: Ny CT-skanner giver nye muligheder

Tirsdag ankommer Bornholms Hospitals nye CT-skanner. Begivenheden betyder, at hospitalet kommer til at råde over to CT-skannere, og dermed kan patienter altid tilbydes en CT-skanning på Bornholm – også i situationer, hvor den ene skanner er ude af drift.

Det oplyser hospitalet i en pressemeddelelse.

– Skanneren er en nyere teknologisk generation, og det giver udvidede diagnostiske muligheder. For eksempel ved undersøgelse af nyresten eller hjerte. På sigt bliver der mulighed for kunne udføre andre typer af CT-undersøgelser, som i dag varetages på andre af Region Hovedstadens hospitaler, forklarer Curt Sten, leder af Diagnostisk Enhed.

CT-skanneren ankommer fra Tyskland i morgen. Installeringen går i gang med det samme og forventes at tage nogle uger. Derefter går oplæring af personalet i gang, oplyser Bornholms Hospital, som forventer, at skanneren er i fuld drift inden sommer.

 

 

Fakta

Bornholms Hospitals nye CT-scanner er en ud af 10 nye skannere, der er indkøbt til hospitaler i Region Hovedstaden.

Den nye CT-skanner er en Phillips IQon.

En CT-skanning kan bidrage med detaljerede informationer om kroppen. Data fra røntgenbilleder bearbejdes i en computer så de fremstår tredimensionelt og i flere forskellige plan. Det kan f.eks. være undersøgelser i bughulen og de indre organer eller i hjerne og knogler.

Kilde: Bornholms Hospital

 

 

Bornholms Hospitals nuværende CT-skanner. Arkivfoto