Hammershus. Arkivfoto: Berit Hvassum

Turistpublikation får nyt navn

Kataloget ”Bornholm – Kort & Godt” erstattes af ”Bornholm – Hele året”.

Det oplyser Destination Bornholm i en pressemeddelelse, som yderligere oplyser, at organisationen dermed er klar med 2020-udgaven af øens mest læste turistpublikation, som skifter ikke kun navn, men også fokus.

”Bornholm – Hele året” er netop udkommet, og som navnet antyder, er der i 2020-udgaven større fokus på Bornholm som feriedestination forår, efterår og vinter end tidligere år. Kataloget, som er turisternes foretrukne guide om Bornholm, indeholder en uundværlig samling af information, som ikke findes i andre guider, noteres det i pressemeddelelsen. Det giver en bred vifte af information på dansk, engelsk og tysk, og gæsterne kan finde nyttig information om Bornholms mange seværdigheder, attraktioner, hyggelige byer og store events.

Også i år giver lokale bornholmere i alle aldre deres tips om favoritsteder- og oplevelser på øen. 2020-udgaven af kataloget byder desuden på helt nye vandreruter. Også nogle af dem som mange turister og bornholmere måske ikke kender så godt,som eksempelvis Bisonstien, Stenhuggerstien og Linjer i Landskabet i og omkring Aakirkeby. Læserne får endvidere gode tips til steder, som de måske ikke kender eller ikke har hørt om før.

Formålet med de nye tiltag er at fortælle gæsterne, at Bornholm er værd at besøge hele året, og at der er masser af dejlige steder ud over de mest populære turistattraktioner og byer. Billedvalget i publikationen vil afspejle øens unikke natur på alle årstider.

Publikationen udkommer i hele 145.000 eksemplarer og distribueres bredt både før og under en rejse.

I de kommende måneder vil ”Bornholm – Hele året” blive udleveret til rigtig mange potentielle turister, når Destination Bornholm i samarbejde med det bornholmske turisterhverv drager på messer i ind- og udland. I skrivende stund er publikationen på vej til campingmesse i Holland, og generelt viser erfaringen, at kataloget er særdeles populært på disse messer.

Også rundt om på øens turistbureauer, hoteller, restauranter og butikker er kataloget eftertragtet, oplyser pressemeddelelsen, og ”Bornholm – Hele året” kan i øvrigt rekvireres i Bornholms Turistinformationer på hele øen, på Bornholmslinjens færger samt i Bornholms Lufthavn.

Kataloget kan også, senere i denne uge, hentes i en elektronisk udgave på bornholm.info.