Barer giver gratis irish coffee på alternativ mærkedag

To barer i Rønne serverer gratis irish coffee næste lørdag for at markere en af de mere alternative mærkedage – ”National Irish Coffee Day”.

Mellem klokken 15 og 16 lørdag 25. januar kan man hos O’Malley og Café 18 få ét gratis glas af kaffedrinken per person efter først-til-mølle-princippet.

Det oplyser PR-bureauet Geelmuyden Kiese på vegne af whiskeyproducenten Tullamore Dew.

I pressemeddelelsen forklares historien om irish coffee, der eftersigende har sin oprindelse i Foynes Lufthavn i Irland. I vinteren 1943/44 nødlandede et fly på vandet, og efter at være sejlet i åbne joller til lufthavnen havde passagererne brug for noget at varme sig på – kaffe tilsat irsk whiskey.

I 1950’erne blev opskriften forfinet på Buena Vista Café i San Francsico, og med årene har blandingen af whiskey, kaffe, sukker og letpisket fløde spredt sig vidt omkring.