KIba Liva Stenholm ved DM i Skills.

To bornholmere kom tæt på ved DM i Skills

Hun kom blandt de sidste seks i finalen. Men 18-årige Kiba Liva Stenholm måtte lørdag eftermiddag nøjes med at være helt tæt på ved DM i Skills. Det samme måtte kokkeeleven Ian Tamis fra Christianshøjkroen.

Blomsterdekoratøreleven fra Lottes Blomsterværksted havde sin læremester Lotte Hjorth og alle sine kolleger med til at heppe. Men efter tre dages konkurrencer siden torsdag måtte hun se Vibeke Bak Søndergaard fra Aarhus løbe med mesterskabet i sin disciplin.

Til gengæld blev Kiba Liva Stenholm og Ian Tamis hyldet på lige fod med alle konkurrencens andre deltagere, da statsminister Mette Frederiksen (S) holdt tale til de mange elever.

– I har ikke valgt det, som de fleste gør. Nemlig gymnasiet. I er gået jeres egen vej og har taget stilling. I vil noget for jer selv, for jeres fag og dermed også noget for mig og for Danmark, sagde statsministeren.