Der er kommet nyt gulv, og det tidligere opholdsrum for arbejderne på fjerkræslagteriet er blevet malet. Rummet mangler stadig nye lamper, og det søger klubben sponsorer til. Foto: Jens-Erik Larsen
FOR ABONNENTER

“Havde det ikke været for ham, havde vi stået uden lokale”

De er langt fra nogle kyllinger, selv om de nu holder til i det gamle fjerkræslagteri i Hasle.

– Det er Karsten Westh, der elskværdig har udlånt lokalerne til os, siger Heidi Valum om ejeren af bygningerne på Bymarken.

– Havde det ikke været for ham, havde vi stået uden lokale. Vi er meget taknemmelige, tilføjer hun.

Således har Kettlebell Sport Bornholm fået deres eget lokale, og det er de glade for i klubben.

– Vi har været under idrætsforeningen, men vi ville gerne være selvstændige. Det har ikke noget med idrætsforeningen at gøre. Det er, fordi en hal ikke kan tilbyde os de rammer, som et lokale, som det her, kan, siger Marta Thorsen, der både er instruktør og formand i klubben.

– Vi vil gerne vores redskaber stående fremme, også fordi vi bruger talkum, og det kan vi ikke i en hal, hvor der kommer andre efter os. Det sviner rigtig meget, siger Marta Thorsen.

En anden ting er, at klubben med de nye lokaler samtidig er uafhængig af haltider.

 

 

De 3 discipliner i Kettlebell

Jerk udføres ved at føre to kettlebells op til brystet
(cleane dem til rack position) på samme tid og derefter løfte (jerke) dem så mange gange som muligt op over hovedet. (Verdensrekord med 2x 32 kg kettlebells: 176 løft)

Snatch udføres ved at svinge en kettlebell mellem benene og op over hovedet i én flydende, uafbrudt bevægelse. Der må kun skiftes hånd én gang. (Verdensrekord med 32 kg kettlebell: 232 løft)

Long cycle kræver et “clean” inden hvert ”jerk”. (Verdensrekord med 2×32 kg kettlebells: 116 løft)

Kilde: Kettlebell Sport Danmark

 

 

– Vi træner fast to gange om ugen, men det gode ved det er, at vores medlemmerne låse sig ind, når de har lyst til at træne, siger Marta Thorsen.

Klubben, der allerede var var vært for et DM tilbage i 2017, har godt 15 medlemmer.

– Der er heller ikke plads til flere, ler Marta, men tilføjer, at selvfølgelig er der det.

Foreløbig har klubben har revet en væg ned i det lokale, hvor træningen foregår, men man håber at få gjort endnu et par lokaler klare, så Kettlebell Sport Bornholm kan tilbyde workshops og begynderhold.

Det kræver dog, at klubben får malet flere rum end dem, de allerede sat i stand, og det kræver, at der kommer en bedre belysning end den, der er i dag.

– Vi håber, at vi kan finde nogle sponsorer, men vi er i lokalerne og glad for, at Karsten Westh, giver os lov til at være her. Han er glad for, at stedet kan blive brugt til noget, fastslår Heidi Vallum.

 

Marta Thorsen er både formand og instruktør for klubben Kettlebell Sport Bornholm, der er idrætsgren under Dansk Styrke Forbund. Foto: Jens-Erik Larsen