Klemensker Svømmebad. Foto: Jens-Erik Larsen
FOR ABONNENTER

Svømmebadets drift er blevet dyrere: Flere gæster – større udgifter

– Vi har holdt møde med folkeoplysningsudvalget, og sammen har vi kigget på, hvordan det skal se ud i de kommende år.

Sådan siger Henrik Schwarz om Klemensker Svømmebad, som har svært ved at holde budgettet i forhold til de forventede driftsomkostninger.

Stedet har flere besøgende end tidligere, og overraskende nok er det en del af problemet.

– Jo flere besøgende, du har igennem systemet, jo større er udgifterne, siger Henrik Schwarz, formand for Klemensker Svømmebad.

Stedet har i det hele taget haft svært ved at få økonomien til at løbe rundt, efter svømmebadet i 2018 gennemgik en totalrenovering.

I december fik Klemensker Svømmebad 30.000 kroner fra job-, udviklings- og fritidsudvalget til at dække driftsunderskuddet i 2019.  I 2020 bliver det formentlig ligeså vanskeligt.

– Det er fordi, vi bruger mere energi, siger Henrik Schwarz.

Vandtemperaturen er således steget til 23 grader, og det er en tung post sammen med udgifterne til at holde vandet rent. Derudover har svømmebadet udvidet åbningtiden med to dage.

– Tidligere havde vi åbent mandag til fredag. Nu har vi lukket mandag, og holder i stedet åbent tirsdag til søndag, fortæller formanden.

Livredderne er dog de eneste, der er lønnede, så det er ikke der, udgifterne løber løbsk, og derfor skal der findes en løsning.

– Det der skal til er, at vi får et fast driftstilskud, nu får vi som så mange andre kun et lokaletilskud, siger Henrik Schwarz.

Klemensker Svømmebad forventer at få svar fra folkeoplysningsudvalget i februar. I 2019 oplevede Klemensker Svømmebad en fordobling i antallet af besøgende.