Arkivfoto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Ingen sikker havneplads til os under Folkemødet

LÆSERBREV
Kære Bornholm og Folkemødet. Igennem seks år har gode søfolk og andre gode ærøboer sammen med folk fra Læsø, Samsø, Balance i Danmark m.m., besøgt jer til Folkemødet. Vi har taget nogle gode folk med fra Danmarks øer, som ved besked om alternativ energi, elfærge drift, fjernvarme med solvarme, vindmøller m.m., og ikke mindst betydningen af et stærkt øsammenhold. Da vi er fra ”øer hvor alt er vand ved siden” og søfolk, har vi meget logisk medbragt et skib, en af Danmarks sidste coastere, som vi går og passer på Marstal Søfartsmuseum. Det gode skib har været ø- samfundenes base og udgangspunkt, når vi besøger jer, og for alle vores debatter og temadage.

Desværre måtte vi ved tilmelding i år konstatere, at I ikke havde en sikker havneplads til os i Allinge Havn, kun på ydermolen, hvor chancen for en kraftig vind eller storm fra nordøst vil gøre, at vi kommer til at hænge i vores trosser og skader vores skib. Pladsen vil også isolere os fra nem tilgang til skibet for publikum og gæster.

Jeg har i dag talt med havnefogeden i Tejn, Torben, der fraråder mig at lægge en coaster dér, for sandsynligheden for, at der ikke kom frisk til hård vind, er som at vinde i lotto. Vi havde selvfølgelig håbet på, at jeres kommunikationschef ved Folkemødet, Pelle Nybirk, havde forståelse for problemstillingen. Det ses ikke at være tilfældet, han er nok ikke ”sømand men købmand” og jeg tror, at Folkemødet skal passe på, at det ikke bliver for stort, kommercielt, reklamebetonet og poppet, men at det holder en folkelig stil.

Det var så nok sidste gang, at de gode naboer i Østersøen og Kattegat kikkede forbi, men jeg skal hilse fra vor ”bornholmske” havnefoged på Ærø og sige, at i altid er velkomne, og der er plads i inderhavnen, hvis I stikker stævnen ind.

Med håbet om et godt folkemøde.

Jens Weiss
Byrådsmedlem på Ærø
Kirkestræde 10, Marstal