Foto: Tommy Kaas

Nye tider for reklamer og Rytterknægten

OBS – dette er et reklameindslag! Altså, reklame for de nye afleveringstidspunkter for, at der dumper reklamer og ugeavisen Rytterknægten ind gennem brevsprækken til de bornholmske hjem.

Hidtil har det været sådan, at budene kørte ud på veje, gader og stræder med bundterne af reklamer og ugeaviser tirsdag-onsdag og igen torsdag-fredag, hvilket vil sige, at der var post to gange i hvert enkelt hjem i løbet af ugen.

Siden uge 2 i dette Herrens år 2020 har der imidlertid – og sådan vil det fortsætte med at være – udbringning én gang ugentligt, fordelt over to dage, idet alle vil modtage både deres reklamer og Rytterknægten enten onsdag eller torsdag.

– Det er Forbrugerkontakt, som er leverandør, der har besluttet, det skal være sådan, forklarer Susanne Blomquist fra Ekspeditionen på Bornholms Tidende.

– Men det har selvfølgelig givet anledning til en del henvendelser fra folk, som har ringet til os og undret sig over, hvad der sker.