Anne Thomas, direktør for Center for Regional- og Turismeforskning. Arkivfoto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Anne Thomas: CRT skal lave videnscafé og podcast

Forskningsinstitutionen Center for Regional- og Turismeforskning (CRT) i Nexø skal i løbet af 2020 forvandle sig til i højere grad at være en institution, der formidler viden. Målet er, at danske beslutningstagere og ildsjæle om tre år helt naturligt skal rette blikket mod Nexø, når de vil have god tilgængelig viden om turisme og landdistrikter.

Det fortæller direktør for Center for Regional- og Turismeforskning, Anne Thomas, der har udtænkt det nye sigte for forskningscenteret.

– I år er første år, jeg kan udfolde den nye strategi ”Steder i Forandring”. Vi har på CRT den selvforståelse, at vi både forsker og ”oversætter” egen og andres forskning. I 2020 vil vi have fokus på at oversætte. Vi vil ikke kun lave rapporter, som vi lægger op på vores hjemmeside. Vi vil arbejde for, at ildsjæle og beslutningstagere får stillet al forskning til rådighed, der kan komme landdistrikterne til gode.

– Har du et pendul, der til den ene side svinger ud i forskning og til den anden side i en tænketank, så rykker vores pendul lidt mere i retning af tænketanken. Eller ”gøretanken”. Det handler om at anvendeliggøre viden, fortæller Anne Thomas.

Begynder med to fokusområder

Det store spørgsmål er så bare: Hvilken viden skal forskningscenteret først gøre tilgængelig for alle os andre? Der er nemlig så utrolig megen forskning og viden om landdistrikter og turisme. Derfor har CRT valgt at koncentere sig om to fokusområder i 2020.

– Vi har udvalgt to tydelige temaer: Et, der handler om arbejdskraft – hvordan forsøger de enkelte kommuner at sikre sig den rette arbejdskraft? Og et andet, der handler om, hvordan man bruger turisme til at udvikle lokalmiljøer, fortæller Anne Thomas.

Skal eksperimentre sig frem

Hun er stadig ikke helt klar over, hvordan CRT skal angribe den formidlingsopgave, der skal gøre centeret til Danmarks foretrukne værktøjskasse, når man skal løse udfordringer i landdistrikterne. I første omgang handler det om at turde prøve nogle ting af – eksperimentere med formidling. I løbet af året vil CRT så have gjort sig vigtige erfaringer ud i den nye rolle.

Udgangspunktet for en del af eksperimenterne ligger imidlertid fast.

– Vi har både planlagt at skulle arrangere videnscaféer og at lave en podcast-serie. Vi vil også gøre mere ud af, at der på vores hjemmeside ligger værktøjer og policy briefinger (hurtige overblik over forskellige vidensområder, red.), fortæller Anne Thomas.

Center for Regional- og Turismeforskning er i 2020 finansieret med 5,3 millioner kroner på finansloven. Den nye handlingsplan skal vise, hvad centeret har i sinde at bruge pengene til.

 

 

 

Satellit på Frederiksberg

Normalt har insitutioner deres hovedkontor i København, og så måske små satellit-kontorer andre steder i landet. Men med Center for Regional- og Turismeforskning er det stik omvendt. Udover at arbejde med forskning i Nexø, har CRT også et kontor på Frederiksberg i København, hvor der bliver udviklet nogle meget avancerede datamodeller.

Modellerne kan gøres tilgængelige på computere, så man kan sammenligne, hvordan blandt andet arbejdsmarkedet er i de forskellige landdistriktskommuner.

– Vi har en model for arbejdsmarkedet, som man blandt andet kan bruge til at se, hvordan uddannelse og beskæftigelse hænger sammen. Vi har også en model med turisme, hvor de forskellige destinationer kan danne sig et billede af, hvor mange overnatninger der er rundt i landet.

– Der er også en sundhedmodel, som kan bruges til at vurdere, om der er nok sygeplejesker, radiografer og læger i den enkelte kommune. Og så er der en miljømodel, der kan vise de enkelte kommuners CO2-aftryk, fortæller direktør Anne Thomas.

Det er modeller, som CRT har arbejdet på i mange år. Men nu er de så fyldt med brugbare data, at de kan bistå forskningscenteret på rejsen mod også at blive en ”gøretank”.