Kiba Liva Stenholm. Foto: Jens-Erik Larsen

Butikken lukker for at støtte Kiba til DM: Det har jeg ikke gjort i 35 år, siger ejeren

18-årige Kiba Stenholm fra Rønne skal torsdag, fredag og lørdag demonstrere sine færdigheder som blomsterdekoratør ved DM i Skills.

Hun er i praktik hos Lottes Blomsterværksted på Lille Torv, og hendes kolleger kommer til at støtte hende i konkurrencen.

– Vi laver et heppekor. Hele butikken tager derover i samlet flok, så lørdag lukker vi butikken. Det har jeg ikke gjort i 35 år, siger indehaver Lotte Hjorth om den ekstraordinære lukkedag.

DM i Skills (engelsk for færdigheder) foregår i Bella Center i København, og der er gratis adgang, hvis man er interesseret i at overvære de mange dygtige håndværkerelever.

– Konkurrencerne er selvfølgelig forskellige fra fag til fag. Det er fantastisk sjovt at se, siger Lotte Hjorth.

Kiba Stenholm tager sin uddannelse på Roskilde Tekniske Skole og Roskilde Handelsskole. Hun er en af seks udvalgte dekoratørelever, der skal besvare spørgsmål om fagets teknikker og i de praktiske opgaver vise, hvordan man binder, stikker, vikler, planter og skaber flotte blomsterbuketter.

DM i Skills er en national konkurrence for elever på erhvervsskoler samt SOSU- og landsbrugsskoler. Et af hovedformålene med mesterskabet er at øge interessen for fagene og reklamere for erhvervsuddannelserne.