Lene Andersen har taget dette flotte billede af de tre gæs, da hun var ude at gå en tur.

Først var der en. Så var der to. Og nu er der tre forskellige gæs på Næs – og de er bedste venner

Først var der en. Så var der to. Og nu er der hele tre forskellige gæs på Næs strand i Allinge. De følges ad som bedste venner, og fuglene er blevet lidt af et samtaleemne i området.

Især er Facebook et godt sted at dele sine tanker og bekymringer, for så kan man være flere om at holde øje med, om fuglene har det godt.

I dialogen på Facebook kan man læse, at det hele startede med den hvide gås, som for omkring 4 år siden gik helt ensom rundt i ved stranden – til manges bekymring. Men så for omkring et års tid siden skete der noget, for pludselig stødte en canadisk grågås til, og de to fugle blev uadskillelige venner.

Og nu har de altså fået følgeskab af en tredje, og Lene Andersen har ved en gåtur ved Næs strand for nylig taget det fine billede af de tre venner. Hun lagde også billedet på Facebook, og hele 570 personer har markeret, at de synes godt om billedet, det har fået 41 kommentarer med på vejen og er blevet delt 16 gange. Så det vidner en hel del om, at der er en vis interesse for de fjerklædte skabninger.

Fænomenet er registreret

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) Bornholm havde i sidste weekend vinterkystfugletælling, og her var medlemmer af foreningen på gåben rundt på hele Bornholm for at tælle fugle. En af dem som var med på den lokale strækning ved Næs strand er Erik Jensen. Han fortæller:

– Lige før nytår fik jeg tilsendt et billede, hvor man kan se den sidste gås, der kom til. Det er en grågås, og jeg har indberettet fænomenet til foreningens database. I sidste weekend gik jeg sammen med to andre ornitologer på strækningen, hvor gæsene holder til, men desværre var grågåsen der ikke, da vi kom forbi. Vi var ellers lidt spændte på, om vi selv kunne få lov til at se det, for det er lidt usædvanligt.

– Jeg har selv set de to af dem gå sammen tilbage i januar 2017, og når jeg kigger i DOF-databasen kan jeg spore den hvide gås tilbage til december 2016. Vi har talt med folk, der bor i området, og de mener, at den har været der længere.

– Canadagåsen kom til en gang i februar 2019, og jeg bilder mig ind, at jeg kan huske den fra vores vinterfugletælling i starten af 2019. Da gik den helt alene rundt ved Domen ved Kampeløkken Strand, der hvor man kan springe i vandet fra en badebro, og første gang jeg så den, svømmede den sammen med et svanepar.

Erik Jensen fortæller, at normalt foretrækker fuglene at være sammen i store flokke, og nogle gange ser man, at der står store flokke med op til flere tusinde gæs på markerne.

Dansk Ornitologisk Forening har en gang om året vinterfugletælling, og det foregår i hele Danmark.