Havnedirektør Thomas Bendtsen under mandag aftens borgermøde. Foto: Jens-Erik Larsen
FOR ABONNENTER

Direktøren havde forventet mere rabalder: Vi er godt klar over, at det her ikke er noget, der vækker glæde

Da Rønne Havns administrerende direktør tog ordet på mandagens stormøde om havnens udvidelsesplaner, lagde han ud med at udpege sin navnebror, bestyrelsesformand Thomas Thors. Sammen havde de stået og kigget på, hvordan der blev ved at komme ekstra deltagere til mødet, og hvordan personalet på Green Solution House måtte bære cirka 100 ekstra stole ind for at få siddepladser nok til de omkring 300 fremmødte borgere.

– Vi stod og så efter, om der var nogen, der havde kasteskyts med ind. Hvis der er det, så vil jeg gøre opmærksom på, at bestyrelsesformanden sidder der, sagde Thomas Bendtsen og udpegede Thomas Thors som potentiel måltavle for særligt utilfredse borgere.

Det hele var selvfølgelig sagt i spøg, men bag den humoristiske bemærkning lå en forventning om, at det kunne blive et rabaldermøde. Rønne Havn vidste på forhånd, at planen om at integrere et areal ved Kanondalen i havnen ikke er lige populært i alle kredse, og derfor var de to Thomas’er forberedt på knubbede ord fra forsamlingen.

Dem var der også en del af, men slet ikke i det omfang, Thomas Bendtsen havde forudset.

– For at sige det lige ud, havde jeg faktisk forventet, at der var lidt mere rabalder på, så jeg var faktisk overrasket, også over de mange positive tilkendegivelser, vi fik, siger han til Bornholms Tidende efter at oplevelserne på mødet har bundfældet sig.

En smuk havn

Kampen mellem erhvervsinteresser og rekreative ønsker til en havn er ikke noget, der begrænser sig til Bornholm. Den foregår flere steder i landet, fortæller Thomas Bendtsen.

Han synes selv, at en erhvervshavn med masser af aktivitet er smuk, men han ved godt, at det ikke er alle, der har det som ham. Det fortalte han på mandagens borgermøde på Green Solution House.

– Vi er godt klar over, at det her ikke er noget, der vækker glæde, så jeg var egentlig lidt overrasket over, at der var så mange, der var positive, siger Thomas Bendtsen.

På mødet gjorde han det endnu en gang klart, at der er noget, Rønne Havn aldrig kan bakke op om, når det gælder udviklingen af havneområdet, nemlig boliger. Han nævnte Vejle og Kolding som to af de seneste eksempler på, at boligbyggeri spænder ben for eksisterende erhvervshavne.

– Sådan er det overalt i Danmark for erhvervshavne. Vi elsker at have en havn, men lige så snart der for eksempel kommer boliger på en havn, så elsker vi den ikke så højt mere, siger Thomas Bendtsen på bagkant af borgermødet.

 

Se den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras’ visualisering af området ved Kanondalen i billedserien:

 

Nødvendig erhvervshavn

For Rønne Havns direktør er det en selvfølge, at der ikke skal ligge boliger på havnen. Det har der tidligere været forslag fremme om, men både nuværende og tidligere direktører og bestyrelsesformænd på Rønne Havn har konsekvent vendt tommelfingeren nedad.

– Vi bor på en ø, så vi bliver nødt til at have en erhvervshavn, sagde Thomas Bendtsen på mødet.

Og den havn er og skal fortsat være Rønne Havn, mener han. Andre muligheder er der ikke.

– Vi ser havne i dag, som bliver transformeret til ædeltræ, og det vi på godt dansk kalder leisure ports (lysthavne – red.), om jeg så må sige. Vi har en hel række eksempler på Bornholm, hvor tidligere erhvervshavne er blevet transformeret til fællesarealer for byens borgere.