Foto: Jens-Erik Larsen

Kolleger fra flere partier begræder Torben Rønne-Larsens død: Et tab for os alle

Facebook vidner tirsdag om, at politikeren Torben Rønne-Larsen var bredt respekteret og afholdt, også af politiske modstandere. Også mange helt almindelige bornholmere sender deres sidste hilsner og tanker til familien.

Torben Rønne-Larsen, der var medlem af kommunalbestyrelsen for Dansk Folkeparti, døde tirsdag morgen i en alder af 69 år.

Her er et lille udpluk af de kommentarer, der er at finde på det sociale medie:

“Torben, du var et fantastisk menneske, en god læremester og indbegrebet af god DF’er: Nede på jorden, venlig og kæmpede for den almindelige dansker. Bornholm er med din bortgang blevet væsentligt fattigere. Dagen i dag er forfærdelig. Ikke mindst for Birgit, Dennis og Lisbeth. Hvil i fred gamle dreng!”
René Danielsson (DF), medlem af kommunalbestyrelsen

“Det er så forfærdelig trist, at Torben ikke er her mere. Han var et dejligt, ægte og fint menneske, som jeg altid har respekteret meget og holdt rigtig meget af.”
Leila Lindén (S), medlem af regionsrådet

“Stor respekt til en mand, der kæmpede for sin overbevisning, og som altid ønskede at løse problemerne på en praktisk facon. Torben vil blive savnet!”
Leif Olsen (SF), medlem af kommunalbestyrelsen

“Hvil i fred, kære Torben.”
Margrethe Kjellberg (S), tidligere medlem af kommunalbestyrelsen

“Det gør mig meget ondt at høre. Torben var et altid varmt og nærværende menneske.”
Knud Henrik Folkmann (DF), Torben Rønne-Lareens afløser

“Jeg holdt rigtig meget af din måde at kommentere sagerne på, du lærte mig meget.”
Steen Frandsen (S), tidligere medlem af kommunalbestyrelsen

“Torben vil jeg huske som en god politisk kollega lige fra Rønne Byråds tid.”
Else Merete Knoop (V), medlem af kommunalbestyrelsen

“Det gør mig trist at høre”
Liselott Blixt (DF), medlem af Folketinget

“Sender de varmeste tanker til familie og pårørende. Vi er mange, der vil savne Torben.”
Marlene Harpsøe (DF), tidligere medlem af Folketinget

“Umådeligt trist nyhed. Det er et tab for os alle.”
Philip Brandt (NB), kandidat på Bornholm