Foto: Jens-Erik Larsen
FOR ABONNENTER

“Du er oppe mod noget meget stort”

Efter borgermødets første halvdel om havneudvidelsen i Kanondalen mandag aften spurgte Bornholms Tidende tre af deltagerne om deres indtryk af debatten og planerne:

 

Hans Kurt Nielsen

– Jeg synes, mødet har været godt. Det har ikke været så hidsigt, som jeg troede, det ville blive. Jeg synes, havnen er kommet med mange gode ting.

– Generelt er udbygningen af havnen som sådan en enorm gevinst. Det er det største, vi komemr til at opleve i mange år. Men de bekymringer, som folk giver udtryk for, skal man selvfølgelig også tage hensyn til.

 

Toni Andersen

– Du er oppe mod noget meget stort – et projekt med mange arbejdspladser. Så det er nok sådan, det bliver.

– Set i forhold til, hvordan havnen oprindeligt var, har den udviklet sig, og det er en god proces, der er i gang. Jeg er positivt stemt. Men jeg kender også nogle, der ar købt hus tæt på, og for dem er det noget af en bet.

 

Erik Hansen

– Det har været fint. Det er et informationsmøde om, hvad der er planlagt. Selvfølgelig skal vi bakke op om planerne.

– Det er påkrævet, at man får indkapslet det giftige jord. Vi har et støjproblem, og så er jeg helt enig med ham, der bragte lysforurening fra havnen op.

– Jeg mener, vi er nødt til at lave bedre toiletforhold ved den nye strand på Galløkken. Uden for Rønne er der offentlige toiletter for hver 7,5 kilometer, men i Rønne er der ingen.

 

 

Sagen kort

Rønne Havn A/S sendte i november en ansøgning til Bornholms Regionskommune om en toårig leje af de fem hektar på grunden ved Kanondalen, der blandt andet bruges til sankthans og cirkus.

På grund af store opgaver i 2020 ønsker havnen at råde over arealet allerede fra tredje kvartal.

Rønne Havn foreslår i ansøgningen at bytte jord med kommunen, der som modydelse vil modtage en del af havnens grund på Nørrekås, cirka to hektar mellem Nordre Kystvej og Bådehavnsvej. Det er et areal, som kommunen ønsker at forny og gøre mere attraktivt som led i byudviklingsplanen for Rønne.

Hvordan byttehandlen skal effektueres økonomisk, er endnu uklart.

Regionskommunen lægger op til at sætte gang i en proces, der kan sikre havnen en dispensation, så den kan rykke ind i Kanondalen, før en ny lokalplan er vedtaget.

 

 

Kort sagt på mødet

 

Følgende forslag og bemærkninger blev fremført på mandagens møde på Green Solution House:

Et område til hundeluftere ved Nørrekås, så de ikke bruger stranden og glemmer hundenes efterladenskaber.

Minigolfbane på Nørrekås som erstatning for den nuværende legeplads.

Hvis krydstogtskibene som planlagt flytter til Nordhavnen med tiden, kan det måske være nok med indhegning tættere på skibene, så byens borgere kan komme tættere på.

Bedre muligheder for langtidsparkering på havnen for færgepassagerer.

Adgang for biler på det såkaldte tipvognsspor langs Galløkkens skrænter med mulighed for at parkere, så borgerne får nemmere adgang til stranden og havnen.

Etablering af toiletter ved stranden ved Galløkken.

Pas på nattergalen, som lever i området ved Kanondalen.

Oprensning af den tidligere losseplads fremfor en indkapsling i forbindelse med havnens eventuelle overtagelse af arealet ved Kanondalen.