Nytårskoncerten holder 10 års jubilæum. Arkivfoto: Allan Rieck
FOR ABONNENTER

60 frivillige gør klar til weekendens nytårskoncerter

Fra i morgen onsdag bliver der hektisk aktivitet i Bornholms Idræts- og kulturcenter i Allinge – ikke med sportslige aktiviteter, men fordi der i den kommende weekend afvikles hele to store nytårskoncerter – en lørdag og en søndag.

Gymnastikforeningen har i den forbindelse en mindre hær af frivillige, som trofast møder op og giver et nap med i de mange praktiske opgaver, der er forud for koncerterne. Det fortæller Jørgen Lund Jensen, formand for Allinge-Sandvig Gymnastikforening (ASG):

– Vi starter med at lægge gulv allerede onsdag, så bygger vi scenen op i løbet af torsdag, og der skal sættes lys. Vi sætter stole og borde op fredag, og så kommer der også nogen og hjælper både lørdag og søndag, vi har folk i døren, og der er bemanding i baren. Der er mange opgaver, der skal dækkes ind, og heldigvis har vi en stor og loyal skare af folk, som træder til, når vi har brug for det.

Silas Holst vækker opmærksomhed

Jørgen Lund Jensen fortæller, at man har ekstra høje forventninger til koncerterne i år, da det er 10 års jubilæum.

– Vi er meget spændte på programmet i år. Som et helt nyt indslag deltager Silas Holst. Det var kapelmester Henrik Krogsgaard, der præsenterede os for idéen om at få Silas Holst med om bord. Først vidste vi ikke så meget om ham, men da vi fik kigget lidt nærmere på, hvad han egentlig kan, kunne vi godt se, at han er ret interessant, og så sprang vi på idéen.

 

Overskuddet 

fra nytårskoncerterne går til ASG’s sportslige ungdomsaktiviter hen over året, og det er blandt andet også medvirkende til, at foreningens unge idrætsudøvere kan rejse over på den anden side af vandet og deltage i stævner.

 

Og så skete der noget, som satte ekstra gang i billetslaget:

– Nogle måneder senere vandt Silas Holst Danmarks Radios populære ”Vild med Dans”, og selv om der ikke er meget dans i nytårskoncerten, så kunne vi se, at billetsalget steg, fortæller Jørgen Lund Jensen.

Et nærmere kig på Silas Holsts cv viser da også, at han for længst bevist, at han ikke bare kan danse, men også synge. Han har haft store roller i en lang række musicaler, blandt andet ”Book of Mormon”, Cole Porters musicalkomedie ”Anything Goes”, Gershwin-musicalen ”Crazy for you”. Saturday Night Fever, Dirty Dancing, Hairspray, West Side Story, Mamma Mia, Grease.

Og i den kommende weekend kommer han så altså også til Allinge.

Her ud over har arrangørerne lille overraskelse i ærmet, som Jørgen Lund Jensen ikke kan løfte sløret for endnu.