Foto: Jens-Erik Larsen

Stor interesse for endagsture til Folkemødet får Bornholmslinjen til at sætte ekstra afgang ind

Stor interesse for endagsture til Folkemødet får nu Bornholmslinjen til at sætte hurtigfærgen Express 1 ind på en femte tur fredag under den politiske festival i juni. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Dermed sejler færgen fem dobbeltture – til Ystad og retur – fredag den 12. juni med sidste afgang fra Rønne klokken 22.30 og retur fra Ystad klokken 00.20.

– Vi havde planlagt fire dobbeltture med Express 1 denne fredag – men på grund af stor interesse for at kunne tilbyde endagsture til Folkemødet, sætter vi en sen femte afgang ind, forklarer Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard, i pressemeddelelsen.

Muligheden for at kunne tilbyde endagsture vækker begejstring hos souschef i Foreningen Folkemødet, Jørgen H.K. Jepsen.

– En række foreninger vil gerne lave medlemsture til Folkemødet. Det samme har vi hørt fra dagblade, der ønsker at udbyde rejser til deres læsere. Her er den sene aftentur fra Rønne rigtig interessant, da det giver mulighed at være på Folkemødet en hel dag uden at skulle finde overnatning, siger han.

– Bornholmslinjens tiltag er dermed med til at få endnu flere besøgende til Folkemødet og imødekommer den store interesse for at opleve demokratiets fest, siger Jørgen H.K. Jepsen ifølge pressemeddelelsen.

Folkemødet 2020 afvikles i dagene 11. til 14. juni.