Det er i skoven bag Yvonne Weeke Larsen, at de nye sommerhuse skyder op. Foto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Ikke alle er glade for udsigten til nye sommerhuse: Yvonne frygter for idyllen

– Rådyrene kommer og spiser lige udenfor stuevinduet, sammen med vildkatten.

Yvonne Weeke Larsen finder billeder af rådyrene frem på sin mobiltelefon.

– Men deres plads bliver også indskrænket nu, hvor man har fældet en masse skov. Det stresser os allesammen, og Tofte var ellers en lille fredelig landsby, siger Yvonne Weeke Larsen, der bor på Toftegårdsvej mellem Muleby og Hasle by.

Flere nye sommerhuse er på vej i området. Kommunen kunne for nylig melde alle 21 sommerhusgrunde i Skovtoften solgt. Især i det seneste år har salget taget fart. Der er indtil videre bygget fire-fem huse, men i løbet af de kommende par år vil byggeriet for alvor tage fart. Samtidig er der fældet skov og gjort klar til at bygge tre sommerhuse på den anden side af Toftegårdsvej, bag Yvonne Weeke Larsens hus, ved vejen Tofte.

– Vi får 21 huse i forhaven og tre huse i baghaven. De 21 sommerhusgrunde stod til salg i mange år, og vi tænkte, at det bliver aldrig til noget. Men nu bliver her masser af larm og trafik herude, og alle vil skulle forbi vores lille hus fra 1847.

Yvonne Weeke Larsen havde gerne set, at man havde lavet en adgangsvej til Skovtoften direkte fra Fælledvej i stedet for, at man skal ind ad den smalle Toftegårdsvej.

Ønsker fred og ro

– Jeg vil gerne have, at kommunen tænker sig om en ekstra gang, når man laver noget et sted som her. Vi, der bor her i Tofte, er ældre mennesker, der gerne vil have noget fred og ro. Nogen i kommunen burde have tænkt, at det måske ikke er dér, at man skal etablere et større sommerhusområde. Jeg er godt klar over, at jeg ikke kan gøre noget ved det.

Kan du ikke glæde dig over, at der kommer nogle flere turister til Bornholm, og at de bidrager til at holde hjulene i gang?

– Jeg har ikke noget imod turister, men de behøver ikke bo herude allesammen. Hvis vi havde vidst, at der ville komme så mange sommerhuse her i Tofte, var vi flyttet et andet sted hen, siger Yvonne Weeke Larsen.

– Jeg kan godt se, at de nye sommerhuse kan være med til, at brugsen og Spar i Hasle kan overleve. Men det ændrer ikke ved, at det føles som et overgreb mod os herude. Jeg føler, at kommunen tramper hen over os, og det tager noget af glæden ved at bo her. Landsbyprincippet bliver afviklet.

 

Yvonne Weeke Larsen frygter at få ødelagt roen og idyllen. Foto: Berit Hvassum

 

Lydfølsom

– Jeg valgte for 35 år siden at bo i Tofte landsby, da det er en fredelig plet på jorden, og fordi jeg er meget lydfølsom. Jeg fik ovenikøbet lokket min søster, som bor skråt overfor mig, til Bornholm, og hun bliver nu ”beriget” med tre sommerhuse under 10 meter fra hendes forhave.

– Langt de fleste af husene vil blive til udlejning, så det vil være rigtig mange forskellige mennesker, der vil komme herude, siger Yvonne Weeke Larsen, der har regnet sig frem til, at det vil være cirka 1.200 forskellige mennesker, der kommer til at bebo husene hver sommer.

– Det føles utrygt at skulle dele levested med over 1.000 fremmede mennesker, som ikke har noget tilhørsforhold til denne lille landsby.

– Jeg går på arbejde, og når jeg holder fri, vil jeg gerne kunne sidde udenfor og læse. Det bliver svært med alle de mennesker omkring mig.

En rundkørsel?

Yvonne Weeke Larsen frygter også for et i forvejen dårligt fungerende kloaksystem i området, når der kommer en yderligere belastning.

– Det næste bliver vel en rundkørsel og en Netto, slutter Yvonne Weeke Larsen og erklærer sig som en yderst skuffet indbygger.

 

Kenny Persson. Foto: Holger Larsen

 

Beboer i Tofte: Lad os få husene bygget

– Når kommunen først har etableret så mange byggegrunde og byggemodnet dem, så skal de også bebygges. Det ser pænere ud, at der kommer til at ligge nogle huse, end at der stikker rør og ledninger op her og der i skoven.

Det siger en anden beboer i Tofte, Kenny Persson, der ikke deler Yvonne Weeke Larsens frygt for, at de kommende sommerhuse i området vil forstyrre freden og idyllen i området.

– Lad os se at få dem bygget og så færdig. Når der er gået fire-fem år, tænker vi ikke mere på det. Det var det samme med Rubinsøhusene. Der var også spektakel over, at der skulle bygges huse derhenne. I dag er der ingen, der tænker på det, siger Kenny Persson.

– Vi må bare være glade for, at vi har boet fredeligt og roligt så længe, og totredjedele af året vil vi jo have stadig have fred og ro. Det bliver kun, hvis det er godt vejr, og alle sidder ude og griller, at der måske kan blive lidt ståhej. Det må man tage med, når det er sommer, mener Kenny Persson.