Arkivfoto

Bibliotek må vente med nye vinduer

Som konsekvens af de besparelser, regionskommunen har vedtaget på området Ejendomme og Drift i 2020, må Nexø Bibliotek vente på at få nye vinduer og døre.

Natur- og Miljøudvalget har bedt Center for Ejendomme og Drift om en status for konsekvensen af de besparelser, der gennemføres som følge af budgetforlig for 2020 på områderne Vej, Park og Anlæg samt Ejendomsservice.

Natur- og Miljøudvalget blev orienteret om besparelserne på sit møde tirsdag og heraf fremgår, at en af konsekvenserne er, at en række arbejder er udsat, og skal disponeres i ny pulje, såfremt de skal gennemføres. Det gælder blandt andet udskiftning af vinduer og døre i Nexø Bibliotek, hvor der var afsat et beløb på 560.000 kroner.