Arkivfoto: Allan Rieck

Så meget gav kommunen for tidligere rockerborg

Bornholms Regionskommune betalte 400.000 kroner for ejendommen Nygårdsvej 15, bedre kendt som den tidligere rockerborg i Hasle. Det fremgår af en oversigt over kommunale ejendomme, der er besluttet sat til salg, solgt og købt.

Økonomi-, erhvervs- og planudvalget godkendte købet sidste år. Planen er at rive ejendommen ned og dermed bane vejen for en sammenhængende byggegrund til det kommende plejecenter Bykær.

Ejendommen, der har stået og forfaldet i mange år, siden den var i brug som klubhus for Knaggana, blev vurderet til at være i så dårlig stand, at det kan udløse tilskud til nedrivning.

Ejendommen, som er synlig fra omfartsvejen, har længe været noget af en øjebæ for byen, og mange har ønsket den fjernet. I første omgang blev nedrivningen dog udskudt, så Beredskabsstyrelsen fik mulighed for at holde øvelse på stedet.