Cirkus Arena er på besøg i midten af juli. Foto: Jens-Erik Larsen
FOR ABONNENTER

Rønne Havn tvivler på cirkus og sankthans

Rønne Havn håber at kunne disponere over pladsen i Kanondalen allerede til foråret.

Senest har Kystdirektoratet givet havnen dispensation til at bruge arealet midlertidigt som oplagsplads for granitblokke fra stenbruddet i Stubbeløkken. Stenene skal anvendes til en forlængelse af ydermolen, og 20. februar skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om havnen skal have en tidsbegrænset dispensation, så grunden kan bruges til arbejdet med ydermolen.

Pladsen bruges om sommeren til cirkus og sankthansfejring.

Spørgsmålet er, om der i juli vil være plads til cirkusset på pladsen.

– Nej, det tror jeg ikke, der vil blive, siger Thomas Thors, formand for Rønne Havn samt medlem af økonomi–, erhvervs– og planudvalget for Socialdemokratiet.

Hvad skal der så ske?

– Jeg kan ikke sige andet, end at det må kommunen og havnen i fællesskab kunne løse med Cirkus Arena på en eller anden måde, siger Thomas Thors, der også tvivler på, at sommerens sankthans-arrangement kan foregå ved Kanondalen.

Bornholms Tidende har været i kontakt med Cirkus Arena, der imidlertid meddeler, at cirkusset har fået lovning på deres sædvanlige plads i 2020.

”Vi har fået tilladelse til at ligge på arealet ved Kanondalen i 2020,” lyder beskeden fra Cirkus Arenas kommunikationsmedarbejder.

Cirkus Arena er på Bornholm 10.-15. juli, og som de seneste år er det planen, at der skal være to forestillinger i Rønne.

Hvor skal cirkusteltet stå, hvis græsplænen på den tidligere lossepladsgrund ved Kanondalen skal indlemmes i Rønne Havn?

Det kommer Flemming Bech med et bud på i sit borgerforslag, der blev omtalt i torsdagsavisen:

– Hvad gør vi, når Cirkus Arena kommer til Rønne? spørger han og svarer selv:

– Anvender DGI Landsstævnestadion, inden nogen foreslår, at det bare skal gro til.

Det sjældent brugte stadion rummer i hvert fald et tilstrækkeligt stort græsareal.

Indlemmes i havnen

Den kommunale forvaltning har udarbejdet en handlingsplan med 20 punkter. Der sigtes efter, at havnen permanent skal overtage arealet og omdanne det grønne område til havn. I efteråret forventer kommunen at kunne vedtage en lokalplan og et kommuneplantillæg, såfremt alle myndigheder tillader projektet, og der ikke opstår forsinkelser undervejs.

På et borgermøde mandag aften på Green Solution House kan interesserede høre mere om planerne i Kanondalen samt idéerne for Nørrekås-området. Her har havnen tilbudt at overdrage en grund til regionskommunen, der pt. ejer cirkuspladsen i Kanondalen.