Marco Pill Andersen. Eget foto
FOR ABONNENTER

Legatmodtager: Jeg vil gerne hjem til Bornholm, hvis der er arbejde at få

Hasle Turist- og Erhvervsforening har op til jul uddelt 4.500 kr., fordelt på to portioner, af Hasle Haandværker- og Industriforenings legater. Foreningen havde modtaget ni ansøgninger til legater for 2019.

– Kun en ansøger var omfattet af legatet, som vedrører midler fra Varelotteriet, så bestyrelsen besluttede at tildele en portion til Marco Piil Andersen til hans videreuddannelse til bygningskonstruktør. Resten af beløbet overføres til uddeling i december 2020, oplyser Karin Pihl, kasserer i turist- og erhvervsforeningen, som administrerer legaterne.

– De otte øvrige ansøgere var omfattet af legatet, som vedrører afkast for salg af Bia Lid. Afkastet er de senere år faldet så markant, at der kun er til en portion. Bestyrelsen har vedtaget at tildele denne portion til Charlotte Lind Sørensen i forbindelse med hendes videreuddannelse på CBS (handelshøjskolen Copenhagen Business School i København), oplyser Karin Pihl.

Legaterne hedder Hasle Håndværker-og Industriforenings Legat og er målrettet unge handlende og håndværkere under uddannelse med tilknytning til Hasle.

Legatet forvaltes i dag af turist-og erhvervsforeningen, der er en fusion fra 1996 mellem tre gamle hasleforeninger – Hasle og Omegns Turistforening, Hasle Handelsstandsforening og Hasle Haandværker-og Industriforening.

Det ene legat stammer fra afkastet af investeringer, som vedrører haandværker- og industriforeningens salg af Bia Lid, der var Hasles tekniske skole, tilbage i 1962.

Karin Pihl siger, at afkastet nu er blevet så lille, at tiden er kommet til, at man skal drøfte, om man skal begynde at tage af grundkapitalen. Her vil der dog stadig være til mange års legater.

Det andet legat stammer fra overskuddet fra salg af lodder i Varelotteriet. Hasle Stof & Hobby står for salget i lokalområdet.

 

Marco håber at vende hjem til Bornholm

 

– Jeg søgte legatet, fordi jeg er på SU, hvor der ikke er så mange penge at rykke rundt med. Det er dejligt at få pengene i december, hvor der er ekstra brug for dem, siger Marco Piil Andersen, der er en af modtagerne af et haslelegat.

25-årige Marco Piil Andersen, der stammer fra Hasle, er udlært murer hos HJB – Henning Johansens Byggeforretning – i Rønne. Han er under videreuddannelse til bygningskonstruktør og bliver til sommer færdig efter tre år.

– Jeg vil gerne hjem til Bornholm til sommer, hvis der er noget arbejde at få. Min kæreste, der også er bornholmer, vil også gerne tilbage til øen.

Marco Piil Andersen forklarer, at uddannelsen som bygningskonstruktør giver muligheder for mange job i byggebranchen – eksempelvis som byggeleder, tegner, byggesagkyndig eller rådgiver.

Hvordan er mulighederne for et job på Bornholm?

– Lige nu ser mulighederne ud til at være gode, men jeg ved ikke, hvordan det vil se ud til sommer. Men det er typisk der, at der er mest travlt i branchen. Så jeg håber det bedste.

Nu har jeg prøvet det

Hvorfor vil du gerne hjem til Bornholm?

– Jeg har boet i København i snart tre et halvt år, så nu har jeg prøvet det. Det er ikke skide sjovt. Jeg vil gerne tilbage til Bornholm og de trygge rammer, til mange af mine kammerater og mine forældre. Jeg har det bedst på Bornholm.

– Der er nogle af mine kammerater, der har gjort det samme som mig, er flyttet til København for at prøve det, har måske studeret, og er så flyttet hjem igen. Jeg kan også se, at mange af de bornholmere, der er lidt ældre end mig og begynder at få børn, vælger at flytte tilbage til Bornholm, slutter Marco Piil Andersen.