Foto: Tommy Kaas

Person overført til Riget efter brand i Rønne

En person skulle overføres til Rigshospitalet efter en brand i en etageejendom i Ellekongstræde i det centrale Rønne lørdag eftermiddag.

I alt blev fem personer kørt til Bornholms Hospital efter branden, og en enkelt skulle altså flyves med helikopter til Riget i København for yderligere behandling.

Det oplyser Peter Johansen, vagthavende hos Bornholms Politi.

Man antager, at vedkommende har fået meget røg i forbindelse med branden.

Det væltede ud med røg

Der blev slået alarm om branden klokken 16.11, og det viste sig, at der var kraftig røgudvikling fra øverste etage på adressen, som befinder sig bag Bornholmer Centret og ved Det Lille Hotel.

Da røgdykkere slog hul i et vindue ud mod Ellekongstræde, væltede det ud med mørk røg.

Brandvæsnet fik relativt hurtigt herefter kontrol over situationen.

Årsagen til branden kendes ikke. Der bliver spærret af, og teknikere skal i morgen forsøge at finde årsagen, oplyser Peter Johansen.