Maiko Shintani skal holde et minikursus i japansk kalligrafi. Så kan man på et par timer lære at skrive sit navn på japansk. Foto: Jens-Erik Larsen
FOR ABONNENTER

Bæredygtighed bragte Maiko til Nexø

Iværksætterhuset Møbelfabrikken i Nexø er nu så kendt for sit engagement i genbrug og bæredygtighed, at det har tiltrukket en ung miljø-ildsjæl helt fra Japan.

Maiko Shintani bor i denne måned på Nexø Hostel. Hun vil nemlig være klogere på, hvordan Møbelfabrikken lærer ganske almindelige mennesker at leve mere miljø- og klimavenligt.

Under sit ophold vil hun kvittere ved at tilbyde folk korte workshops i små bidder af japansk kultur – hvordan man laver sushi og origami, samt hvordan man skriver kalligrafi. Det hele – vel at mærke – på en bæredygtig måde.

– Vi vil for eksempel lave sushi af restemad. Jeg har tidligere lavet lignende workshops andre steder i Danmark, hvor folk kom med mad, de havde til overs. Her i landet forbinder mange åbenbart sushi med fisk. Men for mig kan det også sagtens være vegetarisk – med grøntsager og æg – hvis man vil tage mere hensyn til klimaet, når man spiser. Sushiris – eller grødris, som vi skal bruge – er lidt sødere end andre ris, og de matcher faktisk enhver ingrediens. Jeg har selv lavet sushi med ananas, og det smagte fint, fortæller Maiko Shintani.

Udveksling af kultur – og bæredygtighed

Det kan synes forunderligt, at en japaner pludselig får øje på Møbelfabrikken. Stedet kom ind på Maiko Shintanis radar, da hun på Facebook spurgte, om nogen kendte til steder, der tænker nyt i forhold til bæredygtighed. I den forbindelse blev hun introduceret til Bornholm og Møbelfabrikken, hvor Ole van Huizen i halvandet år to gange om ugen har lavet genbrugs-workshops.

Han er glad for nu at kunne præsentere folk for nye input ude fra den store verden.

– Vi er glade for, at vi nu kan have workshops med traditionel japansk kultur. Men vi ændrer det lidt og bruger genbrugte materialer. Folk på Bornholm skal finde ud af, at genbrug og bæredygtighed ikke behøver være en deprimerende omgang. Det skal være sjovt og uhøjtideligt. Egentlig bruger man særligt papir og blæk til at skrive japansk kalligrafi. Men vi har en masse stykker stof her, som man kan bruge og for eksempel lære at skrive sit navn på japansk.

– Det samme gælder for papir-foldning – ”origami”. Man behøver ikke købe fint japansk origami-papir. Det har lige været jul, og brugt gavepapir kan ikke genanvendes som andre papirtyper. Men man kan folde det, siger Ole van Huizen.

Vil bringe bæredygtige idéer til Japan

Den japanske kvinde har tidligere været i Tyskland for at få inspiration til, hvordan man kan finde løsninger på verdens miljø- og klimaproblemer. Nu er turen så gået til Bornholm, og hun håber at kunne tage en masse gode idéer med sig hjem til Japan. Der har hun nemlig svært ved at få øje på folks entusiasme omkring bæredygtighed.

Maiko Shintani er derfor meget interesseret i at høre bornholmske idéer til, hvordan man laver et mere bæredygtigt samfund. Af den grund er der også planer om at arrangere en såkaldt brainstorm, hvor alle interesserede kan komme forbi med deres idéer og vende dem med hende. Det vil foregå på engelsk, fordi selvom hun allerede har lært sig nogle danske ord, er engelsk det sprog, hun kommunikerer på, når hun er her.

Det fulde program for Maiko Shintanis aktiviteter på Møbelfabrikken er ikke helt på plads. Men det er sikkert, at man på onsdag klokken 17-19 kan møde op på Møbelfabrikken og lære at lave sushi, for derefter at spise det. De øvrige aktiviteter vil blive annonceret på Møbelfabrikkens Facebook-side og møbelfabrikken.dk.

 

 

 

Møbelfabrikken satser på bæredygtighed

Møbelfabrikken i Nexø har reparationsfælleskabet Værkstedet, hvor man kan komme og få hjælp til at reparere blandt andet tøj og møbler. Målet er at klæde folk på til at leve mere bæredygtigt på en meget konkret måde. Fordi hvis vi reparerer vores ting i stedet for at smide dem ud og købe nyt, så sparer vi på Jordens ressourcer.

Reparationsfælleskabet

Værkstedet har nu i halvandet år haft åbent hver mandag og onsdag. Mange har benyttet sig af de gratis faciliteter med professionelle maskiner og værktøj.

800 forskellige folk har således været forbi, og 200 af dem har været der flere gange.