Foto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Fire gymnasieklasser færre på to år: Campus Bornholm nedlægger fire årsværk

Campus Bornholm har på fire år mistet 400 årselever, og mellem 2017 og 2019 er der blevet en htx- og tre stx-klasser færre på det gymnasiale område, og den udvikling gør, at man skal spare på personaleomkostningerne.

Det fortæller campusdirektør Inge Prip til Bornholms Tidende.

I alt skal der i år nedlægges fire af de i alt 67 årsværk på det gymnasiale område, fortæller hun.

– Vi har sendt et brev ud til de ansatte og spurgt, om der er nogen, der går med planer om at gå på pension eller på andre måder har planer om at stoppe for at se, om vi kan finde nogle nedlæggelser ad den vej. Men jeg tror ikke, vi slipper for at varsle afskedigelser, siger Inge Prip.

Hun forudser, at nedskæringerne kan ske ved en kombination af årsvikarer og fastansatte.

I 2019 startede 11 1.g-klasser på Campus Bornholm. I 2020 kommer det antal til at være det samme, oplyser campusdirektøren. Det er med andre ord – som nævnt – mellem 2017 og 2019, at det store fald i elever er sket, og Inge Prip oplyser i forlængelse af det, at man for et år siden ikke var klar til at skære i antallet af medarbejdere, og at det derfor først sker nu.

Hf-elever i fremgang

Mens der er blevet færre elever samlet, har den nye gymnasiereform til gengæld betydet fremgang på hf. Det er nemlig i modsætning til tidligere blevet muligt at gå direkte fra 9. eller 10. klasse over på en hf-uddannelse. Det har givet en hf-klasse mere på Campus Bornholm.

– Det opvejer lidt, men da uddannelsen er toårig, har vi disse elever et år mindre, forklarer Inge Prip.

 

Inge Prip. Foto: Berit Hvassum