Arkivfoto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Der er budt 225.000 kroner for konkursramte Hallegaard

Hallegårds skæbne har svævet i det uvisse siden konkursen i november.

Men den aftale, som mange ventede ville falde på plads inden jul, ser nu ud til blive virkelighed.

Bente Johansen, dyrlæge og nuværende svineavler, har, sammen med tre øvrige investorer, indgivet et bud på 225.000 kr. til panthaverne bag det konkursramte selskab, Hallegård Drift, med deadline i morgen, fredag, kl. 16.00.

En af investorerne er Morten Pedersen, som er kendt som ejer af Torvehal Bornholm i Rønne.

På jagt efter investorer

Håbet er, at det nye selskab kan få produktionen op at køre i løbet af få dage, så de små producenter på Bornholm igen kan få slagtet deres dyr på Hallegård.

– Jeg har længe haft en drøm om, at der skal være et slagteri på Bornholm. Derfor ligger det lige til højrebenet at gå ind i Hallegård, siger Bente Johansen, der kontaktede Lars Brammer i begyndelsen af december.

Han er bestyrelsesformand for det selskab, der ejer slagteriet på Hallegård. Han havde på det tidspunkt meldt ud, at han søgte nye investorer, da det selskab, der havde lejet sig ind i slagtehuset, var gået konkurs.

– Nu er spørgsmålet, om panthaverne accepterer vores bud, siger Bente Johansen.

 

Bente Johansen. Foto: Jens-Erik Larsen

 

Jørgen følger med 

En af panthaverne i det konkursramte selskab er den i Tyskland bosatte forretningsmand Villy Jæger, der ifølge Linked In er direktør i Kadeau Food and Beverage Aps og Hallegård Drift Aps.

I spidsen for det nye selskab, som har fået navnet Hallegård Pølsemageri Aps, står advokat Eskil Nielsen fra København. Udover Bente Johansen er der yderligere to navne i ejergruppen. Den ene er som nævnt Morten Pedersen fra Torvehal Bornholm, den anden er en filantrop, der holder af at komme på Hallegård om sommeren.

Derudover er der andre pengestærke investorer, der ønsker at støtte videreførelsen af Hallegård, og mange af dem ønsker at have Jørgen Christensen i front.

– Det er helt ok, for Jørgen har skabt et stærkt brand med sin faglighed og sine røde seler, og det er noget, som investorerne gerne vil holde fast i, siger Bente Johansen.

Derfor vil Jørgen Christensen, der har drevet Hallegård fem kilometer uden for Østermarie i over 20 år, formentlig også blive en del af det nye Hallegård. Men ikke nødvendigvis i front, siger Bente Johansen.

En daglig rolle

Der er to grunde til, at det haster lidt for Bente Johansen at få situationen på Hallegård afklaret.

– Det er jo der, jeg får slagtet mine svin, og jeg skal snart tage stilling til, om jeg skal have svin igen, siger Bente Johansen, der har investeret 50.000 kr i det nye selskab.

Den anden grund er, at hun som den eneste lokalt baserede investor i det nye selskab håber at komme til at spille en daglig rolle i driften af slagehuset i Hallegård.

– Jeg ser ikke frem til en pensionisttilværelse med kunst, teater, rejser  og koncerter. Jeg vil hellere fortsætte med et aktivt erhvervs liv. Jeg har brugt 25 år af mit liv på at udvikle Aakirkeby Dyrlægeklinik og derefter to år på at lede Møbelfabrikken i Nexø. Jeg vil elske at være med til at sørge for, at de små producenter igen får et sted at slagte, siger hun.