Arkivfoto
FOR ABONNENTER

Søren Wolff: GPS til demente er omsorg

SYNSPUNKT
Der har den seneste tid været debat om gps’er til demente medborgere. Jeg stemmer ja. Min kone, Elly, fik diagnosen Alzheimers demens for cirka tre år siden. Sygdommen galopperede af sted og overtog hurtigt hendes sind og fysik. Men i den korte overgangsperiode fra normalt fungerende til dybt dement, begyndte hun at gå hjemmefra, mens jeg var på arbejde, ikke lange ture, men nok til, at jeg blev urolig, når jeg ringede hjem og hun ikke tog telefonen.

Heldigvis fandt venner og jeg hende altid i god behold efter korte ture. Hos hjælpemiddelcentralen lånte jeg på prøve et ur med en indbygget gps, der betød, at jeg altid ville kunne følge hende på min computer og se, hvor hun var. Det var ikke for at overvåge hende, men for at kunne hjælpe, hvis hun fór vild. Der skete det, at hun under ingen omstændigheder ville gå med det klodsede ur, og i løbet af meget kort tid derefter mistede hun evnen til at gå lange ture, så jeg afleverede uret tilbage.

Men havde hendes førlighed tilladt hende en langvarig periode, hvor hun kunne gå uden for hjemmets fire vægge, havde jeg fundet en anden gps-løsning.

Det er jo næsten det værste, man kan forestille sig som pårørende til en dybt dement, at vedkommende går forvildet rundt et eller andet sted uden at vide, hvordan man finder hjem.

Derfor synes jeg ikke, at det er er overvågning og fratagelse af en dement persons frihed at udstyre vedkommende med en gps. Det er omsorg.

Søren R. Wolff
Nybyvej 5, Aakirkeby