Arkivfoto: Berit Hvassum

Vinden har taget fat – lægger sig først sent på aftenen

Det bliver sent i aften, før vinden for alvor aftager på Bornholm. Sådan lyder det fra meteorolog Henning Gisselø på dmi.dk.

Danmarks Meteorologiske Institut har fulgt blæsevejret, som det meste af søndagen har bevæget sig gennem Danmark, og her til aften er det kun Bornholm, der er omfattet af varslet om vindstød af stormstyrke.

Du kan se DMI’s vindprognose for resten af søndagen herunder:

Klokken 19 forventes vindstød på 28 meter i sekundet.

Klokken 21 meldes der stadig om risiko for vindstød op mod 28 meter i sekundet.

Til midnat vil der ved ved de syd- og vestvendte kyststrækninger stadig være godt gang i vindstødene, som på visse tidspunkter kan nå 23 meter i sekundet, forudser DMI.

Natten til mandag falder vindstyrken betragteligt. Mandag meldes der om middelvind på otte meter i sekundet og vindstød på 10-12 meter i sekundet.