Foto: Allan Rieck

Planer for gammelt isværk bliver sat i gang

Familien bag Kalas, der især er kendt for at sælge is i Sandvig, overtog i maj måned det gamle isværk på Tejn havn, som havde stået tomt hen i årevis.

I første omgang stod de og havde brug for lagerplads, men da de først fik kigget nærmere på bygningen indvendig, kunne de se, at den var i god stand og næsten var for fin til kun at blive brugt til lager. Og så opstod idéen med at etablere et maritimt formidlingssted på havnen.

Nu har LAG-Bornholm tildelt projektet 200.000 kroner, og det betyder, at de konkrete planer om et formidlingscenter kan sættes i gang.

Magnus Heide Andreasen er marinebiolog og en af tre sønner i Sandvig Is Kalas. Han er meget glad for, at LAG-Bornholm kan se potentialet i det nye projekt:

– Vi fik beskeden i går, og det er dejligt, at det lykkedes. De her penge betyder, at vi kan gå i gang med de første ting. Vi har søgt om penge til de mest basale fysiske rammer der nede, det er vand, el, kloakering og indretning af et køkken, så vi kan blive fødevaregodkendt. Vi har også søgt om penge til nogle elektroniske midler som en projektor og et mikroskop, så det er de mest basale ting, der skal til for at komme i gang – og som vi kan få mest mulig aktivitet ud af lige her og nu. Vi har selv beskrevet det som første etape, for der skal selvfølgelig gøres mere, men nu kan vi gå i gang.

Magnus Heide Andreasen havde allerede i efterårsferien sammen med Marie Helene Birk et test-arrangement, hvor bygningen blev prøvet af for første gang, og hvor folk blev inviteret indenfor til en række arrangementer med omdrejningspunkt omkring det maritime.

Her var der aktiviteter for børn og voksne, hvor Magnus Heide Andreasen sammen med gæsterne dissekerede fisk, så på tangtyper, lavede tangchips og grillede fisk. Og der var fiskenet og vandkikkerter til låns til selvstændig udforskning af havet i løbet af eftermiddagen.

Østersøens udfordringer

Arrangementet blev holdt i samarbejde med Havhøst, og Magnus Heide Andreasen forklarer, at det ikke udelukkende skal være maritimt. Men idéen om at formidle det maritime er interessant, fordi Østersøen har nogle specielle forhold, der gør sig gældende for planter og dyr.

Han forklarer:

– Fordi Østersøen ikke har særlig meget salt i sig, så bliver muslingerne ikke særlig store, og der er en lav diversitet af tang, der kan gro her. Så det bliver næppe i konsum-henseende i første omgang, at man kan lave noget her. Men der er en stor formidlingsværdi omkring vækstprocessen, fordi muslingerne er så små.

– Blåmuslingen er en af de arter, man normalt gror, men de bliver maksimalt omkring en centimeter i størrelse i Østersøen, så de er sådan nogle pygmæ-udgaver af de egentlige blåmuslinger. Man ser det også hos andre særlige skaldyr i Østersøen, at de er stressede på grund af det lave saltindhold i vandet, så al deres energi går til at være stresset, og ikke til at gro og vokse.

– Vi mener, at der er en vigtig historie i det, og dels også i processen hvormed man gror blåmuslingerne. Havet bliver en vigtigere og vigtigere kilde til føde for mennesker – om det er blåmuslinger eller tang eller noget andet – så er det et område, der er stigende interesse for, fordi man ikke kan brødføde nok mennesker med landbrug.

Også interesse for bygningen

Magnus Heide Andreasen kunne ved arrangementet i efterårsferien konstatere, at der var interesse for både det maritime og for bygningen som sådan.

– Vi brugte der her arrangement til at prøve nogle ting af dernede, vi lånte noget udstyr fra madkulturhuset Gaarden, fiskenet og vandkig. Og med de her ret enkle remedier kunne vi lave en hel del. Gennem nogle timer der om eftermiddagen fik vi flere hundrede mennesker igennem, og det var bare pisse sjovt at se stedet blive brugt. Måske halvdelen af de voksne kom også for at se isværket indefra, så det fik jeg også lidt travlt med. Og så løb børnene rundt imens, og det hele blev afsluttet med en langbordsmiddag med bornholmsk torsk. Det viste bare, at man kan lave rigtig meget dernede uden det helt stor udstyr.

Lige nu har Magnus Heide Andreasen ikke et konkret bud på, hvornår bygningen vil kunne tages i brug, for ud over at der skal laves en hel del arbejde, så skal der også søges om forskellige tilladelser, som skal godkendes af kommunen.

– Så lige nu tegner vi løs på, hvordan stedet skal være – og det er fantastisk, at vi har fået de her penge, så vi kan komme i gang, slutter han.