Arkivfoto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Designer sender overskud videre til krisecenter

Når tekstildesigner Bente Hammer sælger en vare i sin butik i Nyker, plejer pengene af ryge i kasseapparatet, og overskuddet finder vej til bankkontoen, men sådan gik det ikke med overskuddet fra salg af en ganske bestemt sommertrøje. Der havde hun på forhånd besluttet at donere overskuddet til Kvindekrisecenter Bornholm, som derfor har modtaget 5.000 kroner.

– Sådan en gammel rødstrømpe synes, det er væsentligt, at kvinder, som er i nød, kan få noget hjælp. Vi har støttet kvindekrisecentret før, og det er simpelthen, fordi vi synes, at det er væsentligt, at man hjælper dem så hurtigt som muligt og så godt som muligt, også børnene som kommer med på centret. Det er derfor, vi har støttet det i flere omgange, siger Bente Hammer om sin donation.

Dialog med kunder

Ved at sælge en specialdesignet bluse og donere overskuddet fik Bente Hammer desuden en mulighed for at gøre opmærksom på kvindekrisecentrets arbejde og måske også chancen for en dialog med kunderne.

– I stedet for bare at give så kunne vi lave lidt omtale og snak i løbet af sommeren, fortæller hun.

På hver bluse hang der en lille mærkat, hvoraf det fremgik, at Kvindekrisecenter Bornholm er et midlertidigt opholdssted, hvor kvinder og børn kan søge beskyttelse, tryghed og omsorg, hvis de har været udsat for vold.

– Så vidste folk, hvad de fik, og hvad de støttede, siger Bente Hammer.

På et tørt sted

I alt solgte Bente 26 styk af blusen i gul silke med et silketørklæde. Der blev også solgt syv tørklæder. Det gav godt 4.000 kroner i overskud.

– Så har vi rundet op til 5.000 kroner, fortæller hun.

Samtidig retter hun en tak til de kunder, som købte en bluse og dermed støttede krisecentret.

Bente Hammer har talt med centerleder Ingrid Funch Jørgensen om, hvad pengene skal gå til, og det kan enten blive julegaver til børnene eller måske nogle borde og stole, centret står og mangler.

– Så de falder på et tørt sted, lyder det fra Bente Hammer.