Foto: Berit Hvassum

Svensk regel kan gøre sejladsen besværlig for Bornholmslinjen

Halvvejs på turen mellem Rønne og Ystad – på Sorte Grund – står en bøje. Dén er placeret i en såkaldt ”inshore traffic zone” og skal ifølge svenske regler passeres sydom, når Bornholmslinjen sejler på ruten.

Dermed skal rederiets hurtigfærger – også – rette sig efter bøjen, når de navigerer mellem bølgehøjder og vindretninger i Østersøen. Det fortæller koordinerende kaptajn hos Bornholmslinjen, Kasper Sommer, til Bornholms Tidende.

– Det gør altså, at vi ikke helt kan sejle de ruter, vi måske allerhelst vil, siger han.

 

 

Rederiet får for tiden ros for sejlads i den seneste uges blæsevejr, og ifølge Kasper Sommer handler det blandt andet om, at man nogle gange tager alternative ruter på turen til og fra Ystad.

Kasper Sommer fortæller, at man tidligere har kunnet få lov til at sejle nord om bøjen og dermed nogle gange har kunnet afvige meget fra den normale sejlrute, men de senere år er reglerne blevet mere strikse, fortæller han.

Trafikzonen, som bøjen står i, er indrettet for forebyggelse af kollisioner.