Foto: Holger Larsen

Skyfox-ejer forundret over modstand: Jeg altid møder glade og positive mennesker

– Jeg må indrømme, at det kommer som en meget stor overraskelse, da jeg på ingen måde har oplevet den holdning fra borgerne i Hasle – eller bornholmerne generelt. Jeg er meget forundret, da jeg altid møder glade og positive mennesker i Hasle.

Det siger Mikkel Pedersen, ejer og pilot i virksomheden Skyfox, i en kommentar til, at brugerrådet på Hasle Havn ønsker, at helikopterrundflyvningen skal væk fra havneområdet.

Mikkel Pedersen bemærker, at kommunen maksimalt har fået årligt tre klager over rundflyvningerne, og i år har der ikke været klager fra Hasle.

– Jeg har været i meget tæt dialog med Bornholms Regionskommune fra de første flyvning i 2009, og har altid stukket en finger i jorden og været lydhør over for de personer, der har spurgt ind til at få ændret ruter for at mindske støjgener med videre. Jeg mener derfor ikke, at Leif Olsen har ret i, at det aldrig har været diskuteret eller set på som en god idé, siger Mikkel Pedersen.

Hasle på landkortet

– Når jeg kører rundt med reklamer til stederne i Hasle hver sommer, inden vi begynder vores flyvninger, bliver jeg altid mødt med smil og dejlige kommentarer om, at det er rart, at jeg er med til at sætte Hasle på landkortet, og det er dejligt, at der er noget at lave for turisterne, når de kommer på besøg på Bornholm, siger Skyfox-ejeren.

– Jeg kan derfor ikke genkende det billede, som Leif Olsen beskriver, og det undrer mig, at man føler, at man har ramt forbi de forskellige brugeres holdning ved en accept af den aktivitet, jeg kommer med om sommeren ude på pynten i Hasle. Jeg flyver med rigtigt mange lejere fra marinaen, da de synes, at det er spændende at se deres ferieboliger fra oven, og jeg er i god dialog med campingpladserne, butikkerne og borgerne i byen. Der kommer altid sejlere, der gerne vil med op og flyve, ligesom der kommer rigtigt mange besøgende, der har set mig flyve omkring Hammershus om mandagen. De kommer til Hasle om torsdagen og opdager, at Hasle er en fantastisk dejlig by, som de gerne vil bruge noget mere tid i, og bringer denne positive oplevelse med sig videre ud på øen – ja, ud i resten af landet, siger Mikkel Pedersen.

 

 

Fem flyvedage

Skyfox har planlagt, at der i sommeren 2020 skal flyves mandag ved Hammershus (Bornholms Tekniske Samling), tirsdag i Snogebæk, onsdag ingen flyvninger, torsdag Hasle og fredag Nexø i tidsrummet kl. 10-16.

– Det vil sige, at vi i alt har planlagt at flyve maksimum fem flyvedage fra Hasle over hele sommeren, oplyser Mikkel Pedersen.

 

 

Hurtig beslutning

– Mener du, at det fortsat vil være muligt at arrangere rundflyvninger på Bornholm?

– Hvor vi skal flytte flyvningerne hen, hvis man beslutter sig for at lukke for vores aktivitet, det ved jeg ikke. Det kan være, at der er en landmand, der vil lægge jord til, eller en helt tredje. Jeg håber, at man vil tage en hurtig beslutning, så jeg ved, om jeg er købt eller solgt i Hasle, siger Mikkel Pedersen.

– Uanset hvad udfaldet bliver, så har det været 10 fantastisk sjove år med helt utroligt mange gode oplevelser. Bornholm er mit og min families andet hjem, siger Mikkel Pedersen.

– Jeg stiller selvfølgelig gerne op, hvis jeg skal klargøre noget over for de mennesker, der skal tage beslutning om mine fremtidige aktiviteter i Hasle og på Bornholm, tilføjer han.