Arkivfoto
FOR ABONNENTER

Mand fængslet for flere indbrud i Rønne

En 29-årig mand fra Rønne blev onsdag middag varetægtsfængslet i fire uger.

Han er sigtet for, i perioden mellem den 2. og 6. december, at have foretaget tre indbrud og et indbrudsforsøg i Rønne.

Politiet mener, at den sigtede 29-årige er gerningsmand til indbrud i en lejlighed på Store Torvegade i Rønne, hvor han har stjålet værdigenstande for et ukendt beløb.

Derudover mener politiet at han står bag et indbrud på Østervang i Rønne, hvor der blev stjålet elektronik for  7.000 kroner, samt et andet indbrud på Malmøvej i Rønne, hvor der blev stjålet værdier for 125.000 kroner.

Endvidere sigtes manden for et indbrudsforsøg i endnu en villa på Østervang, som han dog måtte opgive, fordi en forbipasserende spurgte, hvad han lavede på adressen.

Erkendte to forhold

Den 29-årige, som i øvrigt ikke ville svare på spørgsmål i retten, erkendte at stå bag indbrudsforsøget og indbruddet på Malmøvej, men han nægtede sig skyldig i de to andre indbrud på Store Torvegade og Østervang.

I sin forklaring til politiet, som anklager Anne Moe læste op fra i retten, afviste den 29-årige mand ikke, at det kunne være ham, der også havde lavet de to første indbrud, men han kunne ikke huske noget om det.

Til politiet forklarede han, at han i 14 dage havde været så omtåget af piller, at han ikke kunne huske, hvad han havde foretaget sig.

Når jeg tager de fucking piller,
ved jeg ikke, hvad jeg laver

“Når jeg tager de fucking piller, ved jeg ikke, hvad jeg laver”, skulle manden ifølge anklageren havde sagt til politiet, hvor han videre havde forklaret, at det var på grund af en narkogæld, han havde følt sig tvunget til at begå indbruddene.

Narkogæld

Ifølge hans forklaring, havde han i København købt noget hash af to udlændinge med tilknytning til banden Loyal to Famila.

Hashen blev købt på kredit, og sælgerne havde efter handlen fulgt efter ham, havde set, hvor han gemte hashen, hvorefter de havde stjålet den fra ham.

Gælden for hashen, som ifølge manden var på 35.000 kroner, havde de to sælgere siden suppleret med en såkaldt dummebøde på det samme beløb, således at han i alt skyldte dem 70.000 kroner.

De to mænd havde efterfølgende truet med, at det ville gå ud over den 29-åriges søster, hvis han ikke betalte med det samme.

Samme fremgangsmåde

Når politiet mener, at det er den 29-årige, der står bag de tre indbrud og indbrudsforsøget, er det fordi der er anvendt samme metode i alle de fire tilfælde.

Hver gang er den dør, som indbrudstyven er kommet ind af, blevet brudt op efter samme metode, med en 8 mm bred skruetrækker.

Ved en ransagning af den sigtedes kærestes bopæl finder politiet et sæt med flere skruetrækkere, hvor netop den 8 mm brede skruetrækker mangler.

En 8 mm bred skruetrækker, svarende til den, som mangler i sættet, bliver ved en efterfølgende ransagning hos en af mandens andre bekendte fundet mellem tyvekosterne fra indbruddet på Malmøvej.

Skruetrækkeren og afstøbninger af de mærker efter en skruetrækker, som politiet har lavet på de forskellige adresser er nu sendt til Rigspolitiets Nationale Kriminaltekniske Center for at få afgjort, om den fundne skruetrækker er identisk med den, der blev brugt ved indbruddene.

Desuden er et cigaretskod, som blev fundet på adressen i Store Torvegade blevet sendt til DNA-test for at undersøge, om det kan knytte den sigtede til gerningsstedet.

Tidligere dømt

Manden, der ikke har fast bopæl, og som under det meste af retsmødet sad og stirrede fraværende ned i anklagebænken, er tidligere dømt for adskillige tyverier og indbrud. Senest i oktober i år, hvor han blev dømt for butikstyveri. Han har desuden en dom fra Retten på Frederiksberg i 2018, der har to års prøvetid.

Baseret på dette, og på en formodning om, at der på grund mandens narkogæld var en overvejende sandsynlighed for at han ville begå nye forbrydelser, valgte dommeren at efterkomme anklagerens anmodning om at varetægtsfængsle manden frem til den 8. januar 2020.

Manden valgte efter samråd med sin forsvarer at acceptere fængslingen.