Foto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Kurator tror på hurtigt salg af Hallegaard

Advokat Peter Vang fra Advodan Bornholm arbejder som kurator på konkursboet efter Hallegaard, og første prioritet er at sælge den samlede virksomhed til en eventuel ny ejer.

Det bliver der arbejdet på at gøre færdigt i denne uge, fortæller Peter Vang til Bornholms Tidende.

Ifølge avisens oplysninger er nogle investorer fra slagtehuset ved Hallegaard i gang med at udfærdige et bud, men det kan Peter Vang ikke bekræfte.

– Jeg kan sige, at jeg er i kontakt med en advokat, som repræsenterer en række investorer, siger han og fortæller, at han ser positivt på den kommende fremtid.

Der er flere årsager til, at et hurtigt salg er en god idé, mener Peter Vang, og julesalget er én.

– Der er jo flæskestege til det halve Bornholm, siger han.

Der er registreret for to millioner kroner kød i det konkursramte selskab, Hallegård Drift Aps, oplyser advokaten.

– De interesserede køber, der ønsker at drive Hallegaard videre, kan have god gavn af den købelyst, der findes i forbindelse med julehandlen, og det ville da være synd ikke at udnytte det, siger Peter Vang.

Et eventuelt salg skal godkendes af de kreditorer, der har pantesikkerhed i det konkursramte selskab. De skal først sige ja, og siden skal et købstilbud forlægges virksomhedens almindelige kreditorer.

Peter Vang kan ikke oplyse, hvor meget det samlede selskab er værd, og hvor højt et bud således skal være, før det er realistisk, at det bliver godkendt.

Det er velordnet

Ud over et salg af Hallegaard kigger kurator blandt andet også på, om konkursbegæringen har været efter foreskrifterne, og her oplyser Peter Vang, at Kadeau, som begærede konkursen mod Hallegård Drift, har handlet helt efter spillereglerne.

– Det er meget velordnet det hele, siger han.