Foto: Holger Larsen
FOR ABONNENTER

Brugere af Hasle Havn siger nej til helikoptere – nu skal politikerne på banen

Helikopterrundflyvningerne fra kanaløen i Hasle i turistsæsonen hænger i en tynd tråd, efter at brugerne på Hasle Havn har ønsket, at kommunen ikke skal give tilladelse til helikopterflyvning ved havnen.

Det samme kan være tilfældet for andre rundflyvninger, som virksomheden Skyfox fra Aarhus tilbyder på Bornholm om sommeren. For rundflyvningerne skal nu for første gang drøftes politisk, efter at Skyfox har haft tilbuddet på Bornholm i 10 år.

– Tilladelsen til helikopterflyvningen gives ikke af kommunen, men af Luftfartsstyrelsen (Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen). Flyvningerne har eksisteret i en del år, og det er ingen hemmelighed, at der er nogle, der er utilfredse med dem. Når styrelsen skal give tilladelse, er kommunen høringsberettiget. Vi kan skrive, hvad vi mener, men ikke bestemme, siger Leif Olsen (SF), formand for kommunens natur- og miljøudvalg.

Er grundejer

– Vi har på baggrund af diskussionerne besluttet i udvalget, at det høringssvar skal politisk behandles næste år. Indtil videre er høringssvarene givet rent administrativt, og sådan har det åbenbart været, siden Skyfox begyndte at flyve herovre, tilføjer Leif Olsen.

– Den anden del af af sagen er, at det som grundejer står os frit, hvad vi ønsker, at der skal finde sted på vores arealer. Den sag kommer vi til at behandle i januar eller februar, siger Leif Olsen.

Kommunen ejer kanaløen, som er en af de fem pladser, hvorfra Skyfox havde rundflyvninger i 2019. Der blev fløjet fra kanaløen hver hver torsdag i højsæsonen.

– Vi skal tage stilling til to ting, forklarer udvalgsformanden:

– Det ene er anvendelsen af kommunale arealer, hvor vi bare kan sige ja eller nej.

– Det andet er, at vi tager stilling til det høringssvar, vi sender ind til staten om det miljømæssige i rundflyvningerne.

 

Foto: Holger Larsen

 

– Det er to forskellige ting. Det ene bestemmer vi. Vedrørende det andet kan vi sige, hvad vi mener. Men staten bestemmer.

– Det kan godt være, at det kommer op samtidig. Men det bliver i to forskellige punkter, siger Leif Olsen.

– Det er tilsyneladende aldrig politisk diskuteret, om det her er en god idé – når vi holder en turistattraktion op imod støjbelastningen i et lokalområde og Bright Green Island. Nu skal vi have en beslutning, både af hensyn til borgerne og lokalområdet og af hensyn til firmaet, siger Leif Olsen.

Hvad er din egen holdning?

– Jeg mener personligt og som SF’er, at helikopterrundflyvninger er en ting, vi kan undvære rent klima- og miljømæssigt. Det er skide skægt at flyve helikopter, men jeg synes, at man – ud over det rent klima- og miljømæssige – også kan diskutere, om de rundflyvninger bør være bynære, siger Leif Olsen.

– Vi har gjort og gør meget for at skabe et godt miljø på Hasle Havn. Der skal vi sammen med borgerne og de forskellige brugere finde en balance, og den er jeg ikke sikker på, at vi har ramt her, slutter udvalgsformanden.

 

 

Skyfox: Vi er CO2-positive gange tre

– I 2019 klimakompenserede jeg mindst tre gange det aftryk, vi satte i løbet af sommeren 2019 på Bornholm.

Sådan siger Mikkel Pedersen fra Skyfox og henviser til hjemmesiden rensti.dk.

Her finder man Skyfox som en af de virksomheder, det har kompenseret for deres CO2-udledning med et medlemskab hos Ren Sti. Det fremgår, at Ren Sti den 22. juni 2019 på vegne af Skyfox kompenserede, hvad der svarer til mindst tre gange den samlede udledning af brændstof fra flyvningen med en Robinson R44 på Bornholm i sommeren 2019.

Skyfox’ bidrag er gået til plantning af ny skov i Kenya og beskyttelse af truet skov i Zimbabwe, oplyses det på hjemmesiden. Projekterne fremmer også ligestilling, uddannelse og kampen mod hiv/aids, fremgår det.

Det er planlagt at klimakompensere på lignende vis i 2020, oplyser Mikkel Pedersen.