Foto: Torben Østergaard Møller
FOR ABONNENTER

Bornholmslinjens sammenstød med polske fiskere er nu en politisag

Søfartsstyrelsen har nu overgivet sagen om sammenstødet mellem Bornholmslinjens færge Express 1 og et polsk lystfiskerfartøj, den 10. maj i år, til Bornholms Politi.

Det sker efter næsten syv måneders efterforskning, hvor styrelsen har gransket omstændighederne omkring kollisionen, hvor Express 1, i tæt tåge og med høj hastighed, påsejlede det polske lystfiskerfartøj Baltic Condor, som lå stille cirka en sømil uden for Rønne.

Ved sammenstødet fik det polske lystfiskerfartøj omfattende skader i agterenden, og en af skibets passagerer faldt over bord, men blev umiddelbart efter reddet.

Bekræfter modtagelse

Hvad der står i Søfartsstyrelsens indstilling til politiet er endnu ikke offentliggjort, men allerede i september måned i år oplyste Søfartsstyrelsen, at sagen, når den er færdigbehandlet, vil blive overgivet til politiet med henblik på strafferetlig forfølgning.

Efterforskningsleder ved Bornholms Politi, Henrik Schou, bekræfter overfor Bornholms Tidende, at han har modtaget sagen fra Søfartsstyrelsen, men han ønsker heller ikke at oplyse, hvilke regler det er, Søfartsstyrelsen mener, der er blevet overtrådt i forbindelse med kollisionen.

– Det kan jeg ikke sige noget om, før vi har gjort de involverede parter bekendt med indholdet, siger han og oplyser, at det forventer han vil ske i løbet af indeværende uge.

Umiddelbart efter kollisionen indskærpede inspektører fra Søfartsstyrelsen over for Bornholmslinjen, at besætningen på Express 1 skal følge de gældende regler for brug af tågesignal, og at farten til enhver tid skal være afpasset efter forholdene og sigtbarheden.

Desuden har Den Maritime Havarikommission efterfølgende påpeget en række forhold ved indretningen af kommandobroen på Express 1, som havarikommissionen mente var medvirkende til at færgens navigatører kunne blive forstyrret under sejladsen.