julemarked pŒ r¿nne Theater

Mandagens leder: Julemarkeder er bornholmsk iværksætteri når det er bedst

Vi laver da et julemarked!

Umiddelbart lyder ovenstående tanke måske ikke som den store forretningsmæssige eller kulturelle åbenbaring på et Bornholm, hvor der vel snart er flere julemarkeder, end der er låger i kalenderen. Vi nævner i tilfældigt flæng:

Julemarkedet i Bornholms Middelaldercenter, Svaneke Torvs Julemarked, julemarked på Kunstakademiets Designskole Bornholm, Julemarked i Aarsdale, Julemarked på Davidskolen…

Fortsæt bare selv listen.

Derfor kunne man godt have frygtet, at bornholmerne ville møde ideen om et fælles julemarked mellem Bornholms Teater og Rønne Theater med en afvæbnende mæthed grænsende til skepsis.

Dertil kommer, at de to scener har en fælles historik, der godt kunne stå i vejen for samarbejdet. Det er ingen stor hemmelighed, at Rønne Theater – landets ældste stadigt aktive scene – gerne ville have Rønne Teater ind under sig.

Den overtagelse blev ikke til noget. Det gjorde det fælles julemarked til gengæld.

Allerede lørdag kunne Tidende berette, at meget tydede på, at ideen om at lave et julemarked, hvor tiden skulle skrues tilbage til teatrets åbningsdag i 1823, blev vel modtaget af bornholmerne.

“Der er trængsel, men på den fede måde”, lød det fra Signe Koefoed, formand for Bornholms Teater.

Det er ikke mindst hende, der inspireret af tv-julekalenderen “Jul i Gammelby” og flere besøg i Den Gamle By i Aarhus har født tankerne om et julemarked. Tanker som Bodil Lundqvist, formand for bestyrelsen i Rønne Theater, har givet ben at gå på i et konstruktiv samarbejde.

Da dørene lukkede søndag klokken 17 kunne de to teatre gøre status. I alt 2.276 betalende voksne gæster. Dertil kommer, at alle under 18 år kom gratis ind.

Det betyder, som en vigtig tillægsgevinst, at mange børn og unge så teatret indefra for første gang, hvilket kan give dem en ny interessere for skuespillet.

Vi skal ikke glemme, at succesen kun er mulig, fordi Bornholm ofte rykker sammen, når det gælder. De to teatre har således modtaget over 200.000 kroner fra lokale sponsorer, så der blandt andet var råd til at bygge boder.

Nu skal entreindtægterne omsættes fornuftigt. Og der er nok at tage fat på. Det snart 200 år gamle Rønne Theater, hvor Bornholm Teater lejer sig ind, trænger visse steder til en renovering.

Tilbage er kun at sige: Tillykke. Og tak for endnu en positiv historie om det særlige bornholmske iværksætteri.