Tegninger: Jørn Villumsen
FOR ABONNENTER

Leder: Politidirektøren blev kørt over, vi fik lagt låg på et problem – og vindmøllerne fik medvind

Det har været en stormfuld uge, der meget symbolsk blevet rundet af med at solide Povl Anker måtte sættes ind på de oprørte vande, så vi kunne få troen på stabiliteten lidt tilbage igen.

Bornholms Tidendes udsendte reportere har som altid meldt tilbage fra øens liv om stort og småt. Og som altid er det, der føles helt småt for nogen, meget stort for andre – for eksempel en manglende afløbsrist på stien bag skolen i Klemensker.

Den sag vender vi tilbage til, for den fik en lykkelig afslutning, som man kan lære meget af.

Det kan man derimod endnu ikke sige om problemerne hos Bornholms Politi, hvor politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen så at sige blev kastet ud foran en patruljevogn fyldt med vrede betjente, der er utilfredse med hendes ledelsesstil. Der ligger hun nu, forpjusket, omtumlet og med knækkede stiletter, mens hun venter på, hvad der nu skal ske med hendes karriere. Det er hverken kønt eller værdigt at se på.

Kit Claudi Grøn-Iversen har valgt ikke at give interview til Bornholms Tidende. Det er ærgerligt. For vi ville meget gerne have hendes kommentarer til sagen, der tog sin begyndelse tirsdag, da avisen BT kunne offentliggøre indholdet af et brev, som et ukendt antal medlemmer af Bornholm Politiforening har sendt til Rigspolitiet og Politiforbundet. Bornholms Tidende har også set og læst brevet.

De utilfredse betjente udtrykker mistillid til Kit Claudi Grøn-Iversens ledelse, som de finder diktatorisk og ødelæggende for samarbejdsklimaet.

”En ledelsform, der i høj grad skaber en magtdistance, der på ingen måde passer ind i en moderne dansk arbejdskultur, og i stedet kun hæmmer ethvert samarbejde og ødelægger trivslen og tilliden hos medarbejderne,” står der i brevet, hvor der ikke nævnes konkrete eksempler.

Det er tydeligt på brevets indhold, at mens korpset har haft travlt med at opretholde ro og orden og vejlede borgerne ud ad til, så har de selv oplevet store udfordringer med deres øverste leder ind ad til.

Rigspolitiet har da også sat solide styrker med mange striber ind på opgaven. Ud over Ina Eliasen har de også sendt chefpolitiinspektør Torben Jakobsen til Bornholm for at udrede og mægle i konflikten, ligesom formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, er på sagen.

Det er godt, at den øverste ledelse fra både Rigspolitiet og fagforeningen danner luftbro hen over Østersøen og tænder det blå blink – men det er ikke godt, at der er sat en deadline 1. februar.

For med offentliggørelsen af brevet er konflikten optrappet til et niveau, hvor det ikke virker sandsynligt, at politidirektøren og etaten kan forsones.

Og to måneder er meget lang tid for et samfund at leve med et politi, hvor kommunikationen og tilliden mellem chefen og de menige er kørt helt af sporet.

Som sagen har udviklet sig, er det bedre løsning at fritstille Kit Claudi Grøn-Iversen i perioden og indsætte en midlertidig ledelse. Kit Claudi Grøn-Iversen ligner allerede fortid på Bornholm. Det kunne godt have været håndteret mere værdigt.

 

 

Der skulle ikke gå to måneder…

Mens bølgerne raser hos vores politi, har vi omvendt fået lagt låg på et helt andet problem på øen, så ingen ryger i kloakken eller brækker en ankel.

”Hvor mange mennesker skal lemlæstes og have erstatning udbetalt, før kommunen vågner op,” lød det i ugens løb i en henvendelse til Bornholms Tidende fra Jens Busk fra Klemensker Land- og Byforening, der ledsagede sit opråb med et foto, der dokumenterer et tydeligt hul i jorden på stien, der løber fra Pihls Allé bag om skolen, langs med gymnastiksalen og hen til Klemenskerhallen.

Hullet skyldes, at der mangler en afløbsrist. Og der skulle ikke gå to måneder før dét problem var løst.

”Tusind tak for hjælpen. Der gik to dage, så var der sat en ny rist i hullet,” kunne Jens Busk berette.

Der er grund til at udsende ros hele vejen rundt. Til Jens Busk, fordi han vedvarende påpegede problemet. Til kommunen for at lytte og reagere. Og uden at blive for selvtilfredse også et lille skulderklap til avisens udsendte, der sikrede kommunikationen mellem parterne. Lokalt beredskab og konfliktløsning på mikroniveau, når det er bedst, så at sige.

Bornholm griber udfordringen

Også på de store linjer kan vi skyde brystet frem. Måske skal vi snart i klart vejr kunne nyde synet at en række store havvindmøller, der vil knejse i horisonten som et symbol på, at Bornholm er blevet en helt afgørende faktor i regeringens bestræbelser på at gøre Danmark til et grønt foregangsland i verden. Læs lige den sætning igen, bornholmer!

Det var energiselskabet Ørsted, der ved sidste uges begyndelse luftede – undskyld! – ambitionen om at bygge en gigantisk vindmøllepark ud for Rønne og kombinere den med en fabrik til grønt brændstof.

Anlægget skal levere strøm til Bornholm, Sjælland og Polen. Og måske senere også til Sverige og Tyskland.

Planerne om en vindmøllepark står allerede i regeringens og dens tre støttepartiers såkaldte forståelsespapir, der trækker linjerne op for de kommende års politik. Men i de tanker var det Nordsøen, der skulle lægge vand, vind og undergrund til projektet.

Men nu har Ørsted meldt ud, at projektet i Nordsøen er så teknisk svært og dyrt, at det ikke kan gennemføre i tide i forhold til klimamålene for 2030. Det skyldes, at planerne i Nordsøen kræver, at der bygges en kunstig ø.

Derfor peger Ørsted på at der allerede ligger em granitø ud for Rønne, der så at sige er byggemodnet fra naturens hånd. Dermed sparer bygherren at dræne hele området.

Og da denne uge startede, var der afsat penge på Finansloven til at undersøge mulighederne og en havvindmøllepark ud for Rønne. Det ligner et koordineret fremstød, hvor konklusionen bliver, at snart blive meget travlt på havnen i Rønne.

Vi kan kun sige: Værsgo at gå i gang – vores halvanden milliard år gamle granit skal nok holde! Drop de dyre og langsommelige byggeplaner i Nordsøen, Bornholm griber udfordringen!