Foto: Jens-Erik Larsen

Indre mission byder indenfor i nyrenoveret hus

Allinge-Tejn Indre Mission byder i weekenden indenfor, efter at man gennem det meste af året har arbejdet hårdt på at totalrenovere det gamle missionshus i Tejn.

– Siden februar i år har vi arbejdet hårdt på at opdatere og modernisere vores missionshus ”Getsemane”, der ligger på Strædet 23. Huset er bygget i 1898, og det er ikke for alvor renoveret siden sidst i 1950’erne. Så det trængte til en kærlig hånd, og nu er vi næsten i mål, fortæller formanden for Allinge-Tejn Indre Mission, Bjarne Hartung Kirkegaard.

– Huset har fået fjernvarme, gulvvarme, nyt køkken, nyt handicapvenligt toilet, en rampe, så der er let adgang med barnevogne og kørestole. Og det er isoleret godt og grundigt. Onsdag blev elektrikeren færdig. I dag, torsdag, skal der bygges et skab på toilettet, og de sidste fodpaneler skal sættes på. Så bliver det spændende, om vi også når at få malet det sidste. VVS-arbejdet skal også gerne afsluttes her i dag, torsdag, forklarer han.

Bjarne Hartung Kirkegaard fortæller, at man glæder sig til at vise huset frem:

– Vi glæder os, for vi holder genindvielse af Getsemane søndag den 8. december kl. 11.45.

– Faktisk starter vi med en Lucia-gudstjeneste i Tejn Kirke klokken 10.30. Bagefter går vi så over gaden til Getsemane, hvor der er genindvielse og noget at spise for store og små. Klokken 12.30 er der tryllerier og børnenes 10 minutter ved Morten Munk Nørgaard, og klokken 13 får missionær Palle Kure ordet. Han siger noget om bibelen for voksne, og søndag eftermiddag sluttes af med lagkage, kaffe, te og kakaomælk.

Men faktisk tager Indre Mission allerede lørdag hul på nye aktiviteter i det nyrenoverede hus.

– For da åbner vores lille genbrugssalg kl. 10. Vi åbner med kringle, kaffe, te og kakaomælk, og klokken 11 er der drop ind for børnefamilier og forskellige aktiviteter for børn og forældre. 11.30 står der Messy Church ved Morten Munk Nørgaard på programmet. 12.15 er der bibel for børn og måske lidt trylleri, og klokken 12.30 slutter vi lørdagen med pizza til alle – og lagkage til dessert.

– Så kort sagt: Kom og vær med. Vi vil så gerne vise vores nye hus frem, lyder det fra Bjarne Hartung Kirkegaard.