Fotos: Holger Larsen
FOR ABONNENTER

16 grunde solgt i år: Det er det, der sker på Bornholm i øjeblikket

Håndværkere fra Jørn Ole Klausens Murerforretning er i fuld gang med fundamentet til sommerhus nummer fem, der bygges i Skovtoften i Tofte. Samtidig kan ejendomsmægler Brian Mogensen fra Nybolig klistre et ”udsolgt” hen over det store til salg-skilt, som i mange år har stået ude ved Fælledvej.

Nu er alle 21 sommerhusgrunde i Skovtoften solgt. Det første sommerhus i området blev bygget allerede i 2010, året efter at kommunen havde sat de byggemodnede sommerhusgrunde til salg. Det hus kom til at ligge alene i området i flere år.

Kommunalbestyrelsen besluttede i 2016 at nedjustere priserne på de resterende 20 sommerhusgrunde i skoven syd for Hasle. Grundene var oprindelig udbudt til 300.000 kr. De nye priser blev på mellem 125.000 og 195.000 kr. Det hjalp, og i 2019 tog udviklingen for alvor fart.

– Vi har solgt 16 af grundene i 2019, og heraf de 12 i andet halvår, siger Brian Mogensen.

Det er nu

– Det er et billede af, hvad der sker på Bornholm i øjeblikket. Der er solgt samlet over 30 sommerhusgrunde på Bornholm i år, og det har vi ikke oplevet i mange år – hvis det da er sket før, tilføjer ejendomsmægleren.

Kommunen har stadig nogle sommerhusgrunde til salg, men for Nybolig betyder, at man aktuelt ikke har flere sommerhusgrunde på hylderne. Brian Mogensen har derfor en opfordring til private grundejere om at overveje mulighederne:

– Det er nu, at man har chancen for at udstykke nogle sommerhusgrunde, hvis man går i de tanker, siger han.

 

 

Primært ovrefra

Køberne af sommerhusgrundene i Skovtoften er primært ovrefra, og nogle af dem har i forvejen en tilknytning til Bornholm. Enkelte lokale har også investeret i en sommerhusgrund i Skovtoften, oplyser Brian Mogensen fra Nybolig.

På billedet er det Brian Mogensen fra Nybolig og Ann Juul Nielsen, der står for køb og salg i regionskommunen, der glæder sig over, at alle 21 sommerhusgrunde i Skovtoften nu er solgt.

 

 

Brian Mogensen mener, at de billigere priser har banet vejen for salget af grundene i Skovtoften, men den positive udvikling for Bornholm, lavere renter og billigere færgebilletter har også spillet ind. Og så er der sneboldeffekten.

Nemmere at finansiere

– Effekten med, at man kan se, at nogle stykker er gået i gang med at bygge, giver en synergi. Flere af grundkøberne har været rundt at kigge på sommerhuse og har fået ideen om selv at bygge, fordi de her er blevet inspireret til det. Her hjælper det også meget, at kommunen allerede har etableret en vej og byggemodnet, siger Brian Mogensen.

– Køberne får noget nyt, som de selv er med til at skabe. Det handler også om, at prisniveauet på markedet har fået et løft, så man nemmere kan få finansieret et nyt hus, siger ejendomsmægleren.

Brian Mogensen oplyser, at nogle af de typehuse, der skyder op i Skovtoften, kan opføres for mellem en og halvanden million kroner. Andre bygger dog noget dyrere huse.

 

 

Gang i byggeriet

Ejendomsmægler Brian Mogensen og Ann Juul Nielsen, der står for køb og salg i regionskommunen, får på billedet en snak med Henrik Klausen fra Jørn Ole Klausens Murerforretning, som er i gang med at etablere fundamentet til et sommerhus i Skovtoften. Foto: Holger Larsen