Foto: Berit Hvassum

Chok: Pludselig spillede Dizzy Mizz Lizzy i Aakirkeby

Et af Danmarks absolut største rockbands, Dizzy Mizz Lizzy, spillede i Aakirkeby-Hallerne fredag lidt før middag. Koncerten var en overraskelse – en overlagt overraskelse – til Aakirkeby Idrætsforenings håndbold-ildsjæl Martin Byder.

Herligheden var arrangeret af radioprogrammet ”P4 til døren”. I disse uger arrangerer programmet hyldestfester til tre udvalgte danske ildsjæle, hvoraf den ene altså viste sig at være Martin Byder. Han kom i P4’s søgelys, da hans rigtig gode ven Ole Kofoed havde nomineret ham for hans store engagement i blandt andet håndboldholdet Granit Kidz, Aakirkeby Retro Byfest og Babyhåndbold.

Festen var skræddersyet, så den indeholdt 42-årige Martin Byders største interesser. De to timer skulle være så fornøjelige for ham som muligt – og der blev ramt plet.

– Ole og min kone blev på forhånd udfrittet lidt i forhold til, hvad jeg har af særinteresser, og hvad jeg synes er sjovt. Hvad min yndlingsmusik er. Hvad har jeg af håndboldtæner-idoler.

– Ud fra det har P4 stykket den her fantastiske fest sammen. Dizzy kommer og spiller – det er jo helt vanvittigt. Og Erik Veje Rasmussen, der er en levende legende indenfor håndbold, har været på besøg og snakke med mig, fortæller en meget meget glad Martin Byder.

 

 

Aakirkeby-ildsjælen Martin Byder var i centrum på direkte radio, da P4 fredag, holdt en to timer lang hyldestfest til hans ære i Aakirkeby-Hallerne. – Jeg er en tosse, der synes, at der skal ske en masse ting. Så jeg får mange gode idéer sammen med mine kammerater, lød Martin Byders egen vurdering af, hvorfor nogen ville hylde netop ham.