Foto: Jens-Erik Larsen

Rønne Havn: Kommunen kan få Nørrekås i bytte for Kanondalen

På onsdag skal økonomi-, erhvervs- og planudvalget (ØEP) forholde sig til en presserende henvendelse fra Rønne Havn.

I et brev til regionskommunen har Rønne Havn A/S foreslået at bytte jord med kommunen. Det såkaldte mageskifte indebærer, at kommunens rekreative areal ved Kanondalen, der ligger ud til det nye havneområde og bruges til cirkus og sankthansbål, skal byttes med et område ved Nørrekås og Snellemark Centret, som tilhører Rønne Havn.

– Vi anmoder om at få lavet et mageskifte mellem kommunens areal her (i Kanondalen, red.) og vores areal, der ligger mellem Nordre Kystvej og Bådehavnsvej, altså neden for Snellemark Centret, fortæller havnens bestyrelsesformand Thomas Thors.

– Arealet er interessant for kommunen i forbindelse med byudviklingsprojektet i Rønne, tilføjer havneformanden, der også sidder i kommunalbestyrelsen og er medlem af ØEP-udvalget.

Køreplan sættes i gang

Kommunens koncerndirektør Claus Steensgård Jensen oplyser, at politikerne i ØEP-udvalget vil blive orienteret om havnens henvendelse og bedt om at forholde sig til en køreplan.

– Ingen beslutning skal træffes, men der skal sættes en proces i gang, siger koncerndirektøren.

Ifølge Thomas Thors haster det, og derfor har Rønne Havn foreslået, at havnen kan begynde at indrette det cirka fem hektar store areal til havneområde, før plangrundlaget er helt på plads.

Hvis der gives dispensation, vil det ifølge havnens bestyrelsesformand Thomas Thors indebære, at havnen kan tage arealet i brug, inden en ny lokalplan er endelig vedtaget.

 

Vi har sendt et brev til
kommunen, så vi har bedt
om at få en proces, der kører
noget hurtigere end normalt

 

– Vi er i en situation, hvor vi gerne vil råde over arealet tidligere. Vi har sendt et brev til kommunen, så vi har bedt om at få en proces, der kører noget hurtigere end normalt, siger Thomas Thors.

Thomas Thors fortæller, at der findes en gammel reservation, som tillader, at Rønne Havn kan leje arealet, sideløbende med at lokalplanen kommer helt på plads.

– Ender det med, at lokalplanprocessen stopper muligheden for det, må vi reetablere arealet. Sådan er det, siger han om Rønne Havns ønske.

Fremskyndet tidsplan

I slutningen af 2020 skal den udvidede havn stå sin store prøve, når Siemens Gamesa ankommer med de enorme mølledele, der skal fragtes ud til havvindmølleparken Kriegers Flak.

Da havnens ønske om at indlemme Kanondalen første gang blev offentligt kendt i maj, lød det fra havnen, at planerne var i det ”meget spæde undersøgelsesstadie”, og at udvidelsen først skulle indtræffe ved udgangen af 2022. Siden er hastigheden skruet op.

– Der sker så meget i øjeblikket på hele offshore-området, og vi vil gerne i gang så hurtigt som muligt, så vi kan blive en seriøs spiller, siger Thomas Thors.

Han understreger, at det ikke er havnens intention at opføre bygninger på det menneskeskabte areal, der tidligere var losseplads, men at havnen vil bruge det til oplægsområde. Samtidig skal bevoksningen op til grunden bevares.

– Det er vigtigt for mig at sige, at vi lægger op til at lave en 20 meter bred skovbræmme ned mod den nye strand, siger Thomas Thors.

Havnen vil også beholde et 10 meter bredt stykke skov langs det gamle tipvognsspor.

– Så når man går på stien neden for skrænten, vil man stadig have fornemmelsen af at gå i en skov. Men havnen kan selvfølgelig ses oppe fra skrænten og Galløkken, siger Thomas Thors.

 

 

 

Det røde areal i toppen af billedet viser arealet ved Kanondalen, som Rønne Havn har ansøgt om at leje og indlemme i havnen. I ansøgningen skriver havnen, at de ønsker at anvende området – der tidligere var losseplads og i dag er udlagt som rekreativt område – allerede i tredje kvartal 2020. Det grå område er det nye havneareal. Illustration: Rønne Havn