Arkivfoto

Datastuen lukker: Det er i virkeligheden en succeshistorie

De seneste mange år har Allinge haft en datastue, hvor folk kunne komme og få gode råd og vejledning med hensyn til betjening af computer og internet, men til nytår lukker datastuen. Og det er i virkeligheden en succeshistorie, for behovet er der simpelthen bare ikke længere.

Det fortæller Kim Jensen, som har arbejdet som frivillig og haft ansvaret for datastuen de seneste 10 års tid.

– Der har været rigtig mang mennesker igennem datastuen i de år, der er gået. Vi har været tre vejledere, og tidligere har det været meget almindeligt, at der var 30 brugere. Men alt det der med mail, e-boks og nemID og borger.dk, det har folk lært nu. Vi har siddet her oppe de sidste tre måneder, uden at der er kommet nogen.

– Og skulle der være nogen, som har et behov, så kan man bare komme til Tejn. Her er der datastue i medborgerhuset hver onsdag, fra klokken 15-17, oplyser Kim Jensen.

 

5.500

Kan eller vil man ikke modtage digital post fra det offentlige, kan man blive fritaget. Det sker typisk på grund af alder.

Leder af Borgerservice Ditte Didriksen oplyser, at cirka 5.500 borgere på Bornholm er fritaget fra kravet om at modtage digital post fra det offentlige.

 

 

Datastuer på Bornholm

Datastuerne er en gratis service for øens beboere over 60 år eller på førtidspension

Det er foreningen 60+ Bornholm, der på frivillig basis driver øens datastuer.

Bornholms Regionskommune giver det økonomiske grundlag for alle datastuer i 60+ Bornholm i form af §18-midler, som bruges til anskaffelse af udstyr til de enkelte datastuer, det kan være undervisnings-pc’er, projektorer og lignende.

Foruden Tejn er der datastuer i Gudhjem, Hasle, Klemensker, Nexø, Rønne, Snogebæk og Aakirkeby.